‘’Det føles som om, at jeg aktivt skal holde liv i mig selv.
Aktivt holde gang i hjertet, konc
Se næste indlæg >
Hoftefraktur
Nana
Inden for de sidste tre uger har jeg været indlagt på to forskellige sygehuse, fået lagt sonde, foretaget leverbiopsi, fået taget diverse prøver, været i røntgen ikke mindre end tre gange, fået lagt en snes blokader og blevet opereret. Samt været sur, ked af det, trist, hysterisk, frustreret og mærket smerter, som aldrig før. Må man gerne synes det er hårdt? Synes det er nok?
i fredags fik jeg taget sonden ud, og blev sendt hjem fra Vejle på en velfortjent pause. Men der skulle godt nok ikke gå meget mere end 24 timer før jeg atter skulle se indersiden af et sygehus.
lørdag eftermiddag snubler jeg over en gabende flise i Fredericia gågade. Det er 3. Gang i år at jeg snubler. Det gør helt afsindigt ondt, og jeg bliver efter et par timer kørt på Kolding skadestuen. Jeg kunne ikke bevæge mig, så mine forældre kunne ikke køre mig, og der skulle også morfin til.
På skadestuen får jeg lagt en blokade og de finder ud af, at jeg har brækket lårbenet helt oppe ved hoften. Altså har jeg en hoftefraktur, og det skal opereres dagen efter.
ventetiden er virkelig lang, og jeg venter i meget længere tid end forventet. Jeg skulle opereres over middag, men klokken blev 23.15. Sådan er det.
Operation er gået fint, dog er kirurgen kommet til at stikke en metaltråd ud gennem min knogle, og de frygtede derfor endnu et brud, som skulle opereres. Heldigvis er det ikke tilfældet.
Tingene går stille og roligt fremad, og i morgen kommer hjem, dog med nogle hjælpemidler.
Jeg synes det er hårdt. Ben hårdt faktisk. Og det er enormt skræmmende, at jeg som 23-årige kan få en hoftefraktur ved at snuble. Men det fortælle også lidt om, hvor stor skade Ana gør, for det er pga. Spiseforstyrrelsen at jeg har knogleskørhed, og pga. Knogleskørheden at jeg så nemt har kunne brække lårbensknoglen. Det er nemlig ikke almindeligt at brække lårbenet i min alder, med mindre man er faldet på ski eller andre voldsomme ulykker.
Jeg er selvfølgelig meget liggende lige nu, og Ana råber og skriger ad mig. At jeg er doven. Tyk. Og ikke burde spise. Det er en kamp.
Men nu ligger jeg her, på Kolding sygehus, fyldt med isenkram, hævede fødder og er lidt træt af det hele. Men hold op, hvor glæder jeg mig til at komme hjem. Rigtig hjem!
Kære Nana. For pokker, hvor blev jeg ked af det da jeg hørte om dit fald og din hoftefraktur 😢 det fortjener ingen og da slet ikke dig. Jeg ville så gerne kunne sige noget til dig, der kan give dig trøst og lindring. Jeg er godt klar over, at det ikke kun drejer sig om den fysiske smerte der er forbundet med bruddet, men at du også kæmper med de dybereliggende årsager der er forbundet med at det er sket. Men du er SEJ!! Hvis du ikke var det, havde du ikke denne blog og så ville du ikke turde være så ærlig omkring din sygdom og de tanker og følelser du har. Bl.a gennem den ærlighed, gør du en forskel og gør indtryk på de mennesker der læser din blog og følger med i dit liv og dine kampe. Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste. Knus og tanker, Isabella.