Der har været stilhed på bloggen. Jeg har længe gået og tænkt over, at det måtte være på tide, at sætte mig foran computeren og skrive et indlæg – men sandheden er, at jeg simpelthen ikke har kunne overskue det.
Men jeg kan mærke jeg nu har brug for at skrive, brug for ord, brug for at komme af med alle de tanker. Jeg har brug for, at få noget af mit evige tankemylder på skrift.
Men hvor starter man?
Forleden dag, da jeg sad i bilen med min mor (i øvrigt på vej hjem fra OUH, ikke at det har relevans til historien), der sagde jeg til hende, at jeg ville ønske at jeg kunne samle mine forskellige tanker, bekymringer og frustrationer i forskellige kasser med markarter på, så det hele ikke var sådan et stort sammensurium af tanker. Så det ikke var et stort fucking kaos!
Men det kan man bare ikke.

Fysisk er jeg træt og har ondt. Jeg spiser, men jeg kaster stadig op – men det trækker man altså bare på skulderne af. Mit bækken har låst sig og jeg har haft sindsygt meget fysisk smerte – men det gode er, at jeg nu går til kiopraktør og det går fremad!
Jeg er pisse frustreret over OUH. Behandlingen giver ikke mening. Den giver ikke pote. Det der hjælper, det er det, som vi gør hjemme.
Det stresser mig, det suger energi ud af mig og det gør mig ked af det, at jeg skal til Odense 2-3 gange i ugen. At mit hjerte hjerte skal sidde helt oppe i halsen, fordi jeg er bekymret og bange for jeg ikke gør det ”godt nok”. Og det er ikke kun den time, eller dag eller dagen før mit hjerte hamrer med 180 i timen – nej det er hele ugen op til. Og det er hver gang. Jeg er så ængstelig disse dage.
Jeg kæmper med arme og med ben – og føler mig alligevel nervøs for om det nu er ”godt nok”.
Jeg er blevet en skygge af mig selv.
Jeg føler sygdom og sygehusbesøg har stjålet min identitet. Og så alligevel… Min sygdom er blevet min identitet og det er altså frygteligt.