Det er noget tid siden jeg opdateret, og jeg har egentlig haft en masse på hjertet, så det har jeg selvsagt også nu. Men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få det hele ned på papiret – eller computeren – og få flettet det sammen til et helstøbt blogindlæg. Så bær over med mig, hvis det virker lidt små rodet, men jeg skriver lidt ned og et par tanker. Og så kommer der mere en anden dag.

Jeg har været på sommerferie. Lad os starte der. Og lad os starte positivt. Jeg har været på dejlig, dejlig sommerferie. Nærmere betegnet Alsace, Frankfurt og Kiel, og det har bestemt ikke været ringe!
Men i og med Frankrig har mit hjerte, og jeg er ret overbevist om, at jeg er født i det forkerte land, så er det Alsace der skal fremhæves. For satan – ja, undskyld mit franske -, hvor var gensynsglæden stor og dejlig! Sidste år kom jeg ikke til Frankrig grundet Covid, og jeg har savnet det. Jeg bliver altid ramt af en helt anden fornemmelse i kroppen, når mine små fødder lander på fransk grund, og jeg kan faktisk ikke helt forklare det, men jeg bliver lidt lykkelig og mine problemer føltes mindre.
Problemerne er selvfølgelig stadig med på ferie, og man kan heller ikke holde fri fra sygdom, men jeg får lidt mere overskud til at ”deale” med det.
Men jeg er ikke mæt. Af ferie forståes. Jeg vil have mere, se mere og ud mere, og det sætter sig i mig som en angst og en melankoli. Fordi jeg frygter at kroppen pludselig ikke vil mere, sætter flere begrænsninger og at det så er slut med at komme ud og se. Jeg er så inderligt bange for ikke få mere ind, flere oplevelser, for jeg er ikke færdig med at rejse og se, men jeg er så bange for, at det pludselig ikke kan lade sig gøre mere. Så jeg vil have mere. Og det lyder måske grådigt, og det er det måske også, men jeg føler virkelig jeg skal have mere. Snart. Jeg vil leve, mens jeg kan.
Og derfor drømmer jeg mig allerede ned til østersbankerne i Bretagne, hvor jeg sidder på en trappesten og spiser nyåbnede østers med citron og kigger ud over østersbankerne, fordi det er det, som min mor og jeg snakker om vi måske skal.

Det der ellers sker er, at helbredet desværre er i forværring. Jeg får det ligeså langsomt værre, og jeg føler lidt jeg visner. Det er ganske enkelt en rædsom fornemmelse, men ikke desto mindre sandt. Jeg har fået voldsommere mavesmerter, og flere perioder med rigtig dårlig appetit, som gør giver vægttab, hvilket ikke lige er den vej min vægt bør gå. Jeg får stadig ikke gavn af de enzympiller jeg får, og optager derfor ikke næring optimalt. Jeg har også noget gastroparese der skal undersøges, og det er i sandhed et mareridt. En mavemareridt. Et maveridt? Men grundet sygeplejerskestrejken er min tid på Center for funktionelle lidelser i Aarhus rykket fra midt juni til slut juni. Så slut juni til start september. Og nu start september til oktober. Det er opslidende at vente og vente, og jeg føler nogle gange at håbet og min gejst og gnist forsvinder, som sand i hænderne. Jeg orker snart ikke mere. Det er simpelthen for hårdt. Men hvad er alternativet? Så jeg venter, og prøver at holde modet oppe.
Men når hele kroppen knager og brager, og hovedet heller ikke har det særlig godt, så er det svært at holde et godt humør. Så jeg har virkelig været en sur sofakartoffel de sidste uger, hvor jeg har forsøgt at sove mig fra smerter, fordi jeg ikke har haft lyst til at være vågen. Jeg har haft inderligt behov for at flygte fra smerter og fra anoreksi tanker, som er blevet forstærket, angst og tankemylder.
Jeg føler mig nedslidt og brugt. Jeg føler jeg visner lige så stille. Åh jeg håber snart der sker noget.