Tiden går. Men det er som om jeg ikke kommer nogle vegne. Og det gør jeg nok heller ikke rigtigt.
jeg synes det er hårdt, og jeg synes det er rigtig hårdt lige for tiden. Jeg finder mig selv i et slags hul, som er enormt svært at komme op ad.
Humøret er ikke at prale af, og det hjælper ikke, at jeg ikke synes der findes en løsning på mit helbred. Det er enormt frustrerende.

I onsdags havde jeg (endelig!) en tid på OUHs mave-tarm afdeling. Min primære læge stopper, så jeg havde en forventning om at se en ny læge. Og i virkeligheden også et lille håb. At blive set på med friske øjne. Min mor kunne godt spore en skuffelse da min primære læge kaldte mig ind.
skal jeg være helt ærlig, så flyder samtalen sammen for mig, og jeg har ikke ro i hovedet til at strukturere den. Overhovedet. Der blev nævn en hel masse ting, som tidligere er nævnt, og som slet ikke giver mening at bringe på banen igen. Samtalen gik ikke som jeg ønskede, og jeg var ødelagt da vi gik derfra. AUH har givet op og Hvidovre har også, og de er de to førende inden for netop gastroparese. Dertil har min læge aldrig set kombinationen af pancreatit og gastroparese, eller en ventrikeltømningstid på 86 timer. Så jeg er lidt et særtilfælde. Og slet ikke i ordets positive forstand.
Jeg hverken kan eller vil støbe mere skrift fra den samtale, andet end at vi har bragt stomi på banen, som livskvalitet forøgende. Så nu må vi se.

I torsdags pakkede min mor og jeg bilen og tog til søndervig i Vestjylland, for at hygge. Og det gjorde vi både torsdag og fredag, i høj grad! Lørdag meldte min krop fra, og jeg kastede op, havde smerter og kunne ikke spise. Min mor var tæt på at ringe efter ambulance flere gange, men vi klarede den. Jeg er bare stadig ikke frisk, og har både kvalme og smerter. Suk.
jeg synes det er hårdt. Jeg synes faktisk at det er rigtig hårdt. Og jeg er slet ikke sej eller det der minder om. Jeg er bare lillebitte Nana, som synes verden er lidt dum og hård lige nu.