…men i behøver ikke købe mig en rollator

I mandags fyldte jeg 25 år, men det var igår min mor og jeg virkelig skålede. Bevares min fødselsdag blev skam også markeret, men den helt store fejring af de 25 år, den gemmer vi til vi kommer hjem.

Men igår tikkede der en sms ind på min mobil, som altså gjorde vi måtte købe en flaske alkoholfrie bobler (pga. pancreatitis må jeg ikke drikke alkohol), som vi lige kunne skåle i.
Ser i, igår fik jeg besked om, at jeg nu er bevilget førtidspension.

Det er en jo lidt bittersødt, for på den ene side er det lidt trist at være 25 år og blive “pensioneret”. Men på den anden side, så giver det mening, når nu jeg er i den situation som jeg er i.
Det betyder at jeg ikke længere er under jobcentrets vinger og at jeg ikke længere har statussen “sygemeldt”. Og ved i hvad? Det er faktisk rart ikke at have sådan en midlertidig status over sig. Ikke at have sådan en “hvad så nu?” titel hængende over sig, som skal fornyes. Det giver en ro. En ro til at give mig tid til at gøre det der er vigtigt for mig, og giver mig en slags frihed.

Det føles også rart, at det anderkendes officielt at jeg bare ikke har helbredet til at arbejde. At jeg er syg. At jeg har nedsat funktionsevne. Det er ikke noget jeg bilder mig ind.
Jeg føler at jeg lukker et slags kapitel og åbner et nyt. Og jeg håber at det kan give mig ro og rum til at blive raskere og få mere livskvalitet.