Ville du ikke også…

”Det skal gøre ondt, før det skal gøre godt”, sådan lyder et gammelt ordsprog. Og det gør ondt, men det tror jeg også på, at det skal – for som der står på billedet – så gør det ondt, fordi det betyder noget.

Øjnene er rettet mod mig, og jeg bliver betragtet som den syge, den triste, den sure, den kedelige og den der kun bliver 10 min, og så går igen – og det er sandt, det er rigtigt.
Men ville du ikke også, ville du ikke også være trist og sur, hvis hele din dag gik med at være syg? Alene?
Ville du ikke også være frustreret?
Ville du ikke også gå efter 10 min, hvis du altid blev betragtet sådan, eller i hvert fald havde den fornemmelse?
Jeg er IKKE jublende lykkelig, jeg er kedelig og jeg er den der går efter 10 min. Så ville jeg ikke sidde i den her situation, hvis jeg var jublende lykkelig og boblende glad. Den mentaleoverskuds konto står i minus, og derfor går jeg efter 10 min i andres selskab. Jeg kan ikke rumme det.
Og så er det nok også svært ikke at blive betragtet som den syge, den triste, den sure, den kedelige og dender kun bliver 10 min, og så går igen.
I er alle så søde til at skrive, at det er flot jeg kæmper, men det fik mig til at tænke – kæmper jeg egentlig? Klynker jeg ikke bare og pipper lidt på bloggen? Men, nej jeg kæmper sgu. Det synes jeg godt jeg kan tillade mig at skrive og sige. Højt.
Men nogle gange bliver det bare for meget. Det bliver for hårdt at kæmpe. Anoreksien, angst, tomhed – det bliver alt overskyggende og jeg får lyst til at smide det hele på gulvet. Nogle dage kæmper jeg ikke – i hvert fald ikke nok.
Og det gør ondt. Det gør ondt på mig, både psykisk og fysisk. Og det gør ondt på de mennesker der er omkring mig, og dem vil jeg ikke såre.
Men jeg er bare så frustreret. Mega frustreret! Jeg vil så gerne og alligevel sidder der nogle onde dæmoner og hvisker, at jeg ikke fortjener det.
Forhelvede – sikke en søndag. Kald det bare søndags frustrationer og hav eller en god (og grå) fastelavns søndag derude.