Accept

Overstående billede er temmelig optimistisk, og det er i øvrigt slet ikke sådan jeg har det – MEN(!), hvor er det bare vigtigt!

Jeg kæmper for at acceptere mig selv, mærke mig selv, føle hvad jeg har brug for og gøre noget for mig selv, så jeg en eller anden dag, forhåbentlig, kan elsker mig selv. Det gør jo ondt at skrive – og sandsynligvis også at læse – men jeg elsker ikke mig selv. Jeg hader mig selv. Det er grimt. Følelsen af at føle sig uvelkommen i egen krop og eget selskab, det kan være så absolut pinefuldt.
Men jeg skal acceptere mig selv, ellers når jeg aldrig til det punkt, hvor jeg hviler i mig selv. Jeg skal lære at acceptere mine fejl og mine mangler. Acceptere at jeg ikke kan være perfekt. For det kan man bare ikke. Der er altid nogen der er klogere, nogen der er smukkere, nogen der kan løbe hurtigere eller nogen der kan spise flere kager. Og sådan er livet bare.
Jeg bliver aldrig den der bliver til noget storslået, som at finde en kur mod kræft eller blive kendt for at kunne slå 28 kolbøtter, mens jeg jonglere med flammekastere – nej. Men det tror jeg heller ikke jeg bliver lykkelig af – jovist, det kunne da være meget fedt, at skabe noget storslået eller være den bedste, men der er lykken ikke gjort. Jeg er og bliver lille, ordinære og lidt halv kedelige Nana. Og det skal jeg acceptere!

Jeg skal mærke efter og finde ud af, hvad jeg har brug for. Ikke hvad andre synes jeg har brug for. Mange tror jeg ikke kan skelne mellem sygdom, ”sygdomsfølelser” og følelser. Men det kan jeg som regel godt – for jeg har altså følelser foruden min sygdom. Men jeg kæmper for at mærke dem ordenligt, men det er sgu skide svært, for det gør jo ondt.
Jeg vil hellere gemme det væk når fremmede spørger, sluge kamelen. Jeg er lidt ” skabsnordjyde”, som min mor siger.

I dag er vejret gråt og mit humør ligeså – og det virker jo egentlig meget passende. Jeg kan mærke jeg helst vil gemme mig lidt væk under dynen, for det er okay ikke at have det okay!