Det er ikke altid let – faktisk er det skide svært nogle gange.
I dag har været én af de dage. En af de dage, hvor alting føltes meningsløst og træls, hvor alting er lidt sværere end det burde være – faktisk har der været et par af dem på det sidste.
Jeg ved, at noget af det der påvirker mig meget, er de seneste problemer med min mave, som synes at blive værre. Jeg føler jeg befinder mig i et smertehelvede, og jeg har måtte ligge grædende op ad min mor, fordi jeg indimellem tror jeg skal dø. Opkastninger, feber og mavesmerter er efterhånden mere reglen end undtagelsen – og intet hjælper.

Og i dag var jeg træt af det, mit hoved var træt af det og min krop var i den grad træt af det.

Jeg vågner altid tidligt og spiser morgenmad med min mor, og så tager jeg en lille lur efter og står op ved 9-10 tiden. I dag blev klokken 11.30 før jeg overhovedet magtede et bad. Og det var først da jeg havde snakket med min mor, at hovedet kunne overskue at lave noget frokost og spise det. Så sov jeg igen efter.
Det er så frustrerende i mit hoved, for min krop og mit humør, som er ret depressivt, vil have at jeg bliver under dynen. Gemmer mig væk, så jeg ikke skal konfrontere verden – men samtidig vil anoreksien have mig i konstant bevægelse, ellers siger den jeg ikke må spise.
Det er sygt.
Heldigvis bestemte min mor, at jeg skulle blive liggende på sofaen og at jeg skulle spise – for jeg trænger til hvile.

Så nu vil jeg glæde mig til kl. 17.05, fordi der kommer der OL dressur, og det skal jeg se!