Tanker

Overstående billede passer egentlig ret godt på mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal føle – og det gør egentlig, at jeg føler mig tom, samtidig med at tusinde af fornemmelser suser rundt i kroppen.
Jeg føler jeg samler på tanker…En endeløs strøm af tanker – og det har jeg ikke lyst til. Tanker fyldt med dårlig samvittighed, skyld og indre smerter. Og alligevel føler jeg mig tom.

Nogle gange har jeg lyst til, at råbe og skrige ud i verden og ad mig selv, men hvad hjælper det? Jeg knokler for at bevare roen og ikke slippe mit indre helt løst. Jeg vil gerne bevare kontrollen, og være hende den seje der kan klare det – but who am I kidding? Det er jeg ikke. Sandheden er, at jeg græder ofte. Jeg er sensitiv. Græder over små ting. Jeg kan vitterlig græder over spildt mælk… Det er sandheden. Og det er den skide anoreksi og skide angst der gør det – og jeg hader det! Jeg HADER, at det skjuler min personlighed, og gør mig til en sårbar, usikker, sensitiv person, der skal passes på.

Som du nok kan fornemme, så er jeg træt af det. Jeg har nu måtte acceptere, at ”helbrednings processen”, den kommer til, at tage længere tid end jeg havde forventet. Jeg kan ikke arbejde med det psykiske aspekt af sygdommen før, at min krop er fysisk rask – og det er den altså langt fra.