Kære Ana

Jeg har så inderligt meget på hjertet – så meget, at jeg slet ikke kan rumme det. Så meget, at jeg ikke kan finde ordene. Det hele er et stort rod inden i.

For at få samlet det hele lidt, vil jeg skrive et brev til min spiseforstyrelse – senere hen vil jeg skrive et brev til angsten.
Min spiseforstyrelse hedder Ana.

Kære Ana,
hvor har du ødelagt mange år af mit liv. Mange år, hvor jeg troede du var min bedste ven, men i virkeligheden var du en lille djævel der sad på min skulder, og viskede i mit øre, hvor lidt jeg var værd, hvor dårligt et menneske jeg var, hvor ulækker jeg var og at jeg fortjente intet – jeg var ikke god til noget.
Du tvang mig til at sulte, og du tvang mig til at stille mig op på vægten hver dag.
Kiloene raslede af mig, du var tilfreds – du var stolt af mig.
Og da jeg som 16-årige blev indlagt på enæringsafsnittet, og kiloene stadig røg af, var du endnu mere stolt af mig. Jeg blev udskrevet med en lavere vægt, end jeg blev indlagt med. Jeg var lykkelig – eller det troede jeg – for du roste mig.
Men nu var det ikke godt nok – du viskede igen grimme ord i mit øre og tvang mig til at tabe mig yderligere.
36 kg på vægten og en alvorlig indlæggelse skulle der til, før jeg sagde farvel til dig for altid – eller det troede jeg.

Jeg troede jeg var fri, men dybt inderst inde har jeg nok godt vidst, at der sad rester af dig Ana. Du sneg dig tilbage i mit liv igen, da jeg som 20-årige havde en angstfyldt sommer. Jeg var svag og du udnyttede det. Og desværre bød jeg dig velkommen…
Du sad endnu engang på min skulder, og jeg troede du var min ven. Jeg var overbevist om, at du kunne give mig kontrol i en kaotisk hverdag.
Kiloene raslede af igen. Flere, flere og flere kilo røg af og du gjorde mig til en skygge af mig selv!
Du fik mig til føle mig tom, ødelagt, svag og ensom. Du fik mig til at såre min familie og du gjorde dem bekymrede. DU har gjort mig syger end jeg nogensinde har været eller har forstillet mig at være. DU har fået mig til at bukke under. DU knækkede mig.

Og nu sidder jeg her hjemme, 21 år, tynd og skrøbelig. Ikke i stand til at gå i skole, har ikke overskud til at se ret mange mennesker. Jeg fortryder jeg mødte dig Ana. Mange år har jeg mistet. Jeg fortryder virkelig.

Ana, jeg troede du var min ven. Jeg troede du ville give mig kontrol – i stedet gav du mig bare mere kaos og flere smerter. Så Ana, forlad mig. Du knækkede mig – og nu knækker jeg dig!