”Jeg har en træls dag”, ”Jeg er trist” og ”Jeg har det skidt”. Sådan siger jeg tit. Eller skriver på SMS til mine forældre, når jeg skal fortælle om dagen. Ikke just en positiv korrespondance, og sætninger, som jeg forestiller mig er ret svære at svare på.
Og efter sidder jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse i kroppen, fordi det jeg i virkeligheden vil sige er, at jeg har det forfærdeligt. Frygteligt. At jeg ikke kan holde ud at være i mig selv. At jeg har lyst til at kravle ud af min krop, tæske den og smide den væk. At det gør ondt bare at trække vejret og være til. Jeg har lyst til at fortælle om Anas endeløse verbale vold i mit hoved, og hvordan jeg ind i mellem ikke engang kan holde mit spejlbillede ud. Jeg har lyst til at fortælle om, hvordan jeg kan skifte min t-shirt eller bukser 4 gange om dagen, fordi jeg ikke kan tilfredsstille Anas høje krav om, at tøjet både skal være pænt, men det må heller ikke stramme, for så er jeg jo tyk…
Jeg ville ønske jeg kunne forklare, hvordan maden er så enorm en kamp.
Fortælle om, hvordan min tynde krop jo fortælle omverdenen at de skal behandle mig forsigtigt og med omsorg, fordi jeg ikke selv kan finde ud af det, og det føre en frygt for at de ikke behandler mig sådan, hvis jeg tager på med sig. For så tror de jeg er rask og jeg ikke længere er et følsomt væsen.
Men jeg skriver eller siger ”Jeg har en træls dag”, ”Jeg er trist” eller ”Jeg har det skidt”. Og det er jo i og for sig slemt nok. Men jeg sidder altid med en tom fornemmelse efter. For jeg har en urimelig forventning om, at modtageren af mine sætninger forstår alt det der foregår i mig. Og kan høre alt det jeg prøver at sige.

Bonjour!
Så er jeg snart klar til, at drage mod det franske. Jeg skal nemlig afsted på ferie, og hold fast, hvor jeg dog trænger.
Og jeg kan forestille mig, at man kan sidde tilbage med tanken: ”Jamen, hvordan faen’ kan hun trænge til ferie? Hun går jo bare derhjemme”.
Og det er helt rigtigt. Jeg går hjemme. Sygemeldt. på 2-3 år? Jeg kan snart ikke følge med længere…
Men tro mig når jeg siger, at det er IKKE en fornøjelse. Tanker, følelser og dage, som over stående tekst beskriver, er hverdag. Det er hårdt at være så meget alene, når man ofte er i skænderi med sig selv.
Dagene kan føles værdiløse, og nogle gange så fylde Ana så meget, at det gør decideret ondt.
Og derfor glæder jeg mig rigtig meget til ferie, som jeg føler er så tiltrængt. For på ferie, der er Ana, angst og andet ondskab ikke velkommen. De har ikke noget pas.
Det er så meget værd, at få lidt frihed. Noget jeg desværre ikke har fundet hjemme – endnu -, men som jeg finder på en ferie i det franske. På en campingplads.
Så i disse dage, hvor jeg er trist, har en træls dag og har det skidt, så prøver jeg mentalt at være i Frankrig.
Jeg håber alle jer der læser med, ja og alle andre i øvrigt, også har fornøjelsen af at skulle på ferie!
Så au revoir og ønsk mig – og min mor og søster – en god ferie.

Jeg vågnede op her til morgen, med en trang og en lyst til noget forkælelse. Den sidste tid har været hård (Det skal jeg nok komme nærmere ind på i et andet indlæg), og derfor føltes det et kort øjeblik helt rigtigt, at gøre mig selv noget godt. Men det var også et kort øjeblik, for der går ikke længe før Anas skingre stemme har indprintet onde ord i min hjerne.
Og pludselig vender min tankegang sig, og jeg fortjener absolut ikke forkælelse. De grimme ord kører rundt, fortsætter i en lang stime, og jeg har det mildest talt ubehageligt i kroppen.

Men det får mig også til at tænke på min opfattelse af mig selv, kontra min opfattelse af andre.
Jeg ville altid – ALTID – unde andre, at gøre noget godt for dem selv! Tyk, tynd. Høj, lav. Ung, gammel. Blå, gul. Alle mennesker fortjener, at have det rart og gøre noget for dem selv, som de synes er forkælelse. Jeg tror det er sundt, og at det styrker ens forhold til sig selv. Og det er jo i bund og grund et ret vigtig forhold at pleje?
Men hvorfor er det så lige, at jeg ikke selv synes jeg fortjener den slags? Hvorfor er det så svært? Jeg er tynd, lav, ung og skummemælksfarvet. Så jeg falder ind i min egen kategori: Menneske. Og mennesker skal have det godt med sig selv. Men ikke mig. Det siger Ana. Og når Anas arrige og arrogante ord bliver spyttet ud, så synes min egen stemme og mine egne ord at blive gennemsigtige, i vores indre diskussion.
Og det afholder mig ofte i at gøre det jeg har lyst til, fordi jeg ved, at jeg bliver fyldt med en masse grimme tanker og ubehagelige følelser efter, fordi jeg har gjort noget jeg ikke har fortjent. Og helt ærligt, så tror jeg at det er ret almindeligt, at man gerne vil undgå at noget er ubehageligt. Men at forkæle sig selv, det skal jo ikke være ubehageligt eller fyldt med skam.
Det er en ballon jeg så gerne vil slippe.

Her er jeg. Igang med at puste sæbebobler. Jeg havde hverken tegning eller billede af en ballon, så i må finde jer i et ret kikset billede af mig, som puster sæbebobler. Jeg vil gerne lige slå fast, at det altså ikke er nemt at tage en ‘selfie’, når man både skal styre bobler, ansigt, krop og agere fotograf.
Når, men jeg kom til at tænke på sæbebobler. Og balloner. Og aldrig havde jeg troet, at jeg skulle få pseudo-filosofiske tanker om, hverken sæbebobler eller balloner.
Men jeg tror det startede da jeg tænkte på min sygehustid på OUH i morgen.

I morgen skal jeg på OUH, og vejes. Er det bare mig, eller er det en kende langt at køre, for at stille sig på en vægt? Nu skal jeg også være sød, for jeg snakker jo også med en sygeplejerske om mit ve og vel, og det er jo egentlig meget rart.
Men jeg er bare særligt bekymret for i morgen – egentlig så bekymrer jeg mig meget, sådan helt generelt – men særligt over i morgen. Jeg kan mærke, at jeg har tabt mig og andre siger de kan se det. Og det bekymrer mig meget. Det bekymrer mig, fordi hvor meget kan kroppen klare ? Og kan jeg så komme med på ferie? Er det forsvarligt.
Bekymringer.

Og da jeg så lå der og bekymrede mig. Og hjernen kørte på fuld speed. Så kom jeg til at tænke på balloner og sæbebobler. For mig, så symboliserer både balloner og sæbebobler ”at give slip”. Altså på bekymringer og den slags. Det symboliserer også en hvis frihed, for helt ærligt ikke, så er der da ikke noget så frit, som at se sæbebobler flyve i alle mulige retninger?
Har man problemer eller bekymringer, som man alligevel ikke kan gøre noget ved her og nu, så bør man måske forstille sig en ballon, som man slipper og ser stige til vejrs?
Jeg er absolut ikke selv god til at slippe ting. Nej, jeg klamrer mig til ballonerne, og kunne man se dem, så ville jeg nok ligne en ballonsælger.
Ana er f.eks. ikke bare en ballon, som jeg kan slippe. Eller sæbebobler jeg kan puste væk ud i friheden. Nej. Men der er mange småting, som jeg kunne slippe eller puste væk. Eller i hvert fald lære det.
Et brændende ønske ville være, at slippe bekymringerne om, hvad andre tænker om mig. Føle mig fri i min krop. Jeg ville ønske jeg kunne slippe den ballon lige nu, og danse rundt i undertøj, med et glas lemonade og synge ”If you like pinaaaacolaaadas” for fuld skrald, og bare være i det. Men det kan jeg ikke. Jeg har så mange hæmninger og jeg ville føle mig til grin. Selv i mit eget selskab. Det hele er en proces, men jeg er sikker på, at jeg nok skal få pust nogle bekymringer væk.
Men alle disse usammenhængede-ballon-sæbeboble-pseudo- filosofiske- sludder-tanker, de fik mig til at tænke på i morgen.
Hvorfor spilder jeg egentlig energi på, at bekymrer mig? Jeg kan hverken gøre fra eller til lige nu. Så nu slipper jeg den ballon og puster de bekymringer væk.