tanker

Jeg vågnede op her til morgen, med en trang og en lyst til noget forkælelse. Den sidste tid har været hård (Det skal jeg nok komme nærmere ind på i et andet indlæg), og derfor føltes det et kort øjeblik helt rigtigt, at gøre mig selv noget godt. Men det var også et kort øjeblik, for der går ikke længe før Anas skingre stemme har indprintet onde ord i min hjerne.
Og pludselig vender min tankegang sig, og jeg fortjener absolut ikke forkælelse. De grimme ord kører rundt, fortsætter i en lang stime, og jeg har det mildest talt ubehageligt i kroppen.

Men det får mig også til at tænke på min opfattelse af mig selv, kontra min opfattelse af andre.
Jeg ville altid – ALTID – unde andre, at gøre noget godt for dem selv! Tyk, tynd. Høj, lav. Ung, gammel. Blå, gul. Alle mennesker fortjener, at have det rart og gøre noget for dem selv, som de synes er forkælelse. Jeg tror det er sundt, og at det styrker ens forhold til sig selv. Og det er jo i bund og grund et ret vigtig forhold at pleje?
Men hvorfor er det så lige, at jeg ikke selv synes jeg fortjener den slags? Hvorfor er det så svært? Jeg er tynd, lav, ung og skummemælksfarvet. Så jeg falder ind i min egen kategori: Menneske. Og mennesker skal have det godt med sig selv. Men ikke mig. Det siger Ana. Og når Anas arrige og arrogante ord bliver spyttet ud, så synes min egen stemme og mine egne ord at blive gennemsigtige, i vores indre diskussion.
Og det afholder mig ofte i at gøre det jeg har lyst til, fordi jeg ved, at jeg bliver fyldt med en masse grimme tanker og ubehagelige følelser efter, fordi jeg har gjort noget jeg ikke har fortjent. Og helt ærligt, så tror jeg at det er ret almindeligt, at man gerne vil undgå at noget er ubehageligt. Men at forkæle sig selv, det skal jo ikke være ubehageligt eller fyldt med skam.
Det er en ballon jeg så gerne vil slippe.