Følelse, ferie og frankrig

”Jeg har en træls dag”, ”Jeg er trist” og ”Jeg har det skidt”. Sådan siger jeg tit. Eller skriver på SMS til mine forældre, når jeg skal fortælle om dagen. Ikke just en positiv korrespondance, og sætninger, som jeg forestiller mig er ret svære at svare på.
Og efter sidder jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse i kroppen, fordi det jeg i virkeligheden vil sige er, at jeg har det forfærdeligt. Frygteligt. At jeg ikke kan holde ud at være i mig selv. At jeg har lyst til at kravle ud af min krop, tæske den og smide den væk. At det gør ondt bare at trække vejret og være til. Jeg har lyst til at fortælle om Anas endeløse verbale vold i mit hoved, og hvordan jeg ind i mellem ikke engang kan holde mit spejlbillede ud. Jeg har lyst til at fortælle om, hvordan jeg kan skifte min t-shirt eller bukser 4 gange om dagen, fordi jeg ikke kan tilfredsstille Anas høje krav om, at tøjet både skal være pænt, men det må heller ikke stramme, for så er jeg jo tyk…
Jeg ville ønske jeg kunne forklare, hvordan maden er så enorm en kamp.
Fortælle om, hvordan min tynde krop jo fortælle omverdenen at de skal behandle mig forsigtigt og med omsorg, fordi jeg ikke selv kan finde ud af det, og det føre en frygt for at de ikke behandler mig sådan, hvis jeg tager på med sig. For så tror de jeg er rask og jeg ikke længere er et følsomt væsen.
Men jeg skriver eller siger ”Jeg har en træls dag”, ”Jeg er trist” eller ”Jeg har det skidt”. Og det er jo i og for sig slemt nok. Men jeg sidder altid med en tom fornemmelse efter. For jeg har en urimelig forventning om, at modtageren af mine sætninger forstår alt det der foregår i mig. Og kan høre alt det jeg prøver at sige.

Bonjour!
Så er jeg snart klar til, at drage mod det franske. Jeg skal nemlig afsted på ferie, og hold fast, hvor jeg dog trænger.
Og jeg kan forestille mig, at man kan sidde tilbage med tanken: ”Jamen, hvordan faen’ kan hun trænge til ferie? Hun går jo bare derhjemme”.
Og det er helt rigtigt. Jeg går hjemme. Sygemeldt. på 2-3 år? Jeg kan snart ikke følge med længere…
Men tro mig når jeg siger, at det er IKKE en fornøjelse. Tanker, følelser og dage, som over stående tekst beskriver, er hverdag. Det er hårdt at være så meget alene, når man ofte er i skænderi med sig selv.
Dagene kan føles værdiløse, og nogle gange så fylde Ana så meget, at det gør decideret ondt.
Og derfor glæder jeg mig rigtig meget til ferie, som jeg føler er så tiltrængt. For på ferie, der er Ana, angst og andet ondskab ikke velkommen. De har ikke noget pas.
Det er så meget værd, at få lidt frihed. Noget jeg desværre ikke har fundet hjemme – endnu -, men som jeg finder på en ferie i det franske. På en campingplads.
Så i disse dage, hvor jeg er trist, har en træls dag og har det skidt, så prøver jeg mentalt at være i Frankrig.
Jeg håber alle jer der læser med, ja og alle andre i øvrigt, også har fornøjelsen af at skulle på ferie!
Så au revoir og ønsk mig – og min mor og søster – en god ferie.