bund ærlig

Jeg kan ikke mere. Facaden er så småt begyndt at smuldre og krakelere. Nu er jeg bund ærlig og det bliver ikke pænt.

Jeg har det ad helvedes til. Jeg har det frygteligt skidt. Med mig selv. Men jeg har det også fysisk dårligt, og det ene forstærker det andet.
Jeg orker ikke mere. Jeg gider ikke mere. Jeg synes det hele er noget møg, og jeg synes det hele er skide urimeligt. Tror man på karma, så må jeg havde gjort noget dybt forfærdeligt.

Når du ser mig så smiler jeg stort, når snakken falder på sygdom, så gør jeg grin med det, men det hele er forsvarsmekanisme – for det er overhovedet ikke sjovt. Men hvem gider høre på en der sidder og klynker? Ingen.
Jeg har en – mildest talt- snæver omgangskreds. Faktisk så har jeg min familie og en fantastisk veninde. Engang havde jeg mange venner og veninder, men ikke længere, for jeg har holdt mig for mig selv og holder mig for mig selv – for hvem fanden gider være sammen med mig? Jeg sidder ikke og skriver sådan her, for at en masse skal skrive søde ting. Jeg skriver det fordi jeg trænger til at lukke alt mit lort ud, uden nogen siger at ”det nok skal gå”, ”bliv ved med at kæmpe” eller ”du er så sej”.
Nej jeg har brug for at skrive(læs:skrige) at jeg har det pisse skidt! Og jeg ser alting som værende sort lige nu. Jeg ser ingen fremtid, jeg ser intet. Kun et kæmpe spørgsmål. Hvad skal der blive af mig?

Når nogle spørger mig, hvordan jeg har det, så ville jeg ønske jeg havde nosser til at sige: ”Ved du hvad? Jeg har det fandme skidt”. Men det har jeg ikke…

Det er urimeligt svært at beskrive den smerte jeg har indvendigt – den fysiske kan jeg meget bedre forholde mig til. Jeg føler mig intet værd, og jeg føler at ligeså snart jeg går et skridt frem, så bliver jeg nødt til at træde to tilbage.
Når jeg kigger mig i spejlet, så ser jeg kun fejl. Jeg ser en der har en udspilet mave. Grimt smil, med grimme tænder. Tykke ben. Trætte øjne. Jeg ser intet positivt, og det gør så ondt, at jeg indimellem har taget bad i mørke. Jeg synes ikke andre skal se på mig, for de må væmmes. Og det gør ondt. Jeg kan ikke slappe af i min egen krop. Jeg føler mig uvelkommen i den, og jeg føler endda jeg skal skjule den for mig selv.
Og det er så ligegyldigt og overfladisk i virkeligheden, for jeg tænker jeg slet ikke sådan om andre.
I andres selskab føler jeg mig akavet, især med andre på min egen alder. Hvem gider mig? Hende der den kedelige. Jeg er fluen på væggen, og jeg har egentlig ikke meget tilfælles med jævnaldrende.
De buldrer der ud af -100 km i timen – flytter hjemmefra, starter videregående uddannelser og har job. Det har jeg ikke og jeg er ikke i nærheden at tænke på, at flytte hjemmefra, for jeg kan ikke tage varer på mig selv. Snart 22 år og jeg har brug for at der er nogle der sørger for jeg spiser… Man kan selvfølgelig vende den om og sige, at jeg er fornuftig og ansvarlig nok til at se, at jeg ikke er i stand til at passe på mig selv.

Jeg er så ked af, at have en fysik som en på 90. Hvis jeg bukker mig eller sidder på hug, så skal jeg have hjælp til at komme op. Alle led, knogler og muskler gør ondt – og i næste måned skal jeg have lavet en knoglescanning for at se om jeg har knogleskørhed. Jeg savner at kunne løbe en tur og bruge min krop – men lige nu er det ikke en mulighed, for mine ben føles som om de vejer 90 kg og det gør alt for ondt.
Jeg kaster op – næsten dagligt. Min maver gør ondt. Mine fødder hæver. Og der skal tages så mange hensyn til mig. Og jeg er træt af det.
Jeg er træt af ikke at have kontrol over min krop, jeg er træt af jeg går i seng kl 19 om aftenen fordi jeg er så udmattet, jeg er træt af alle de hensyn der skal tages til mig og jeg er træt af at jeg ikke kan overskue begivenheder og/eller mennesker. En ting om dagen er rigeligt.

Tanken om at jeg aldrig kan give slip er så trættende. Jeg skal altid – resten af mit liv – huske medicin, blodsukker måler osv. Jeg er sat i en rolle, som jeg ikke gider spille.

Jeg er 21 år, snart 22 år, jeg skal sgu da ikke være så træt af livet? Have så ondt i livet? eller bekymre mig sådan?

Et noget træls indlæg på sådan en ellers dejlig søndag.