Den angst der

ANGST

Mine øjne flakker, og alle synsindtryk suser forbi som korte billeder. Farver, mennesker, bevægelser – det forvirrer mig. Mine vejrtrækninger bliver hurtige, korte, overfladiske og min puls stiger. Hjertet galopere afsted, og det føles som, at det hopper ud af brystet på mig.
Hurtigt bliver jeg svimmel, forvirret og febrilsk.
Her er mange mennesker. Larm. Går de ikke ret tæt på mig? Ser jeg forkert ud? Er jeg ved at blive skør? Hvad må de da ikke tænke.
Mit hoved begynder at dunke og jeg får det varmt. Rigtig varmt. Min hud bliver rød, jeg sveder og det klør. Hvad fanden sker der?
Mit bryst begynder at gøre ondt. Rigtig ondt. Stikkende smerter. Nu er jeg i tvivl. Slår mit hjerte normalt? Slår det overhovedet? Jeg tager min hånd til mit bryst og tæller. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 hjerteslag. Okay, hjertet slår. Men jeg tæller lige igen. Og igen. Og igen. Og igen. Samtidig med det beroliger mig, bliver det en tvangshandling. Nu stråler smerten fra brystet sig ud til min arm. Er jeg ved at få en blodprop? Jeg har jo mange helbredsproblemer. Måske står hjertet af?
Jeg føler jeg bliver kvalt og jeg hiver efter vejret. Hyrperventilerer. Mine øjne bliver våde. Skal jeg dø nu? Er det nu? Jeg er så bange at det gør ondt. Jeg føler ikke mine ben kan bære mig eller at jeg kan kontrollere noget. Det er frygteligt. Jeg har lyst til at stikke af fra min krop, men den er som et fængsel. Jeg skal både tisse og kaste op. Mit blik suser rundt og kan ikke finde ro. Jeg tager mig til hovedet. Hvad sker der?
Jeg går væk fra menneskemængden, sætter mig ned. Vejrtræningen normalisere sig, smerterne forsvinder, svimmelheden er væk og jeg har det bedre. Udmattet, men bedre. Det var et panikanfald.

Jeg har angst. Både panik angst og generaliseret angst. Overstående scenarie har jeg prøvet flere. Faktisk mange gange. Jeg bliver medicineret for min angst, og heldigvis har det taget de fleste panikanfald. Derudover så lærer man ofte også nogle metoder til at håndtere angsten på.
Min generaliseret angst er stadig slem, og specielt sociale sammenhæng er svære for mig.
Jeg har også sygdomsangst, hvilket jeg tror er meget naturligt.
Angst er både en ven og en fjende. Angst stopper en for at gøre dumme ting, som at gå foran en bil eller prikke til en sovende bjørn, men kan, som i mit tilfælde, være en fjende og en hindring fordi den bliver for stor og alt overskyggende, og ofte ender det med, at man undgår ting som kan fremkalde angst. Man udvikler altså en angst for angsten. Skørt ikke?
Angst, og især et panikanfald er ekstremt hårdt for kroppen, og jeg er i hvert fald udmattet efter. Jeg er nogle gange endt på skadestuen, og en af gangene viste en blodprøve, at jeg havde helt vildt højt mælkesyrer tal. Høje mælkesyrer tal får man hvis man har trænet enormt hårdt, så det fortæller lidt om, hvor hårdt og energikrævende det er.
Hver gang jeg får et panikanfald, så er jeg overbevist om jeg skal dø. Også selvom jeg har prøvet det mange gange før, men det er som om min hjerne ikke vil acceptere det.
For tænk nu hvis.
Men overstående scenarie har jeg prøvet mange gange, og jeg håber det kan give lidt forståelse for, hvordan det kan føles.