Der sker en masse

Der sker ting og sager i denne uge – og det er faktisk temmelig hårdt.

Igår var jeg på kommunen, for at snakke med min,i øvrigt virkelig søde, sagsbehandler.
Jeg ved ikke om jeg har skrevet om det før, men jeg får økonomisk støtte fra kommunen, da jeg jo ikke kan have et job eller gå i en skole, og på den måde modtage SU. Jeg var til det første møde med min sagsbehandler for ca. 2 måneder siden, hvor jeg skrev under på, at hun måtte få adgang til min journal, så det ligesom kunne blive påvist, at jeg ikke tåler meget. Dette kunne også betyde at jeg kunne gå fra at være det man kalder ”uddannelsesparat” til det man kalder ”aktiveringsparat”, hvilket ville betyde at jeg ville få lidt flere penge.
Igår skulle jeg så til møde med min sagsbehandler (jeg skal se hende 6 gange om året), og hun kunne fortælle mig, at alt der står i min journal understøtter, hvad jeg har fortalt. Derudover sagde hun at jeg ikke skal være bekymret om noget ang. kommunen, da der i papirerne fra min behandler og forskellige læger står, at jeg absolut ikke må blive presset.
Derudover står jeg nu som ”aktiveringsparat” (det betyder ikke at jeg skal ud og aktiveres), og jeg har fået tilbudt at komme på venteliste hos en mentor, der før har arbejdet med anoreksi – og det har jeg takket ja til.

I dag har jeg så været på OUH til en almindelig vægtkontrol, som dog tog lidt af en drejning – faktisk snakkede vi ikke rigtig om vægt.
Som jeg tidligere har fortalt, så er jeg meget oppustet, har meget ondt i maven og kaster op – dette er blevet værre, så det var primært det vi snakkede om.
Vejet blev jeg dog, og jeg vejede ca det samme, som jeg gjorde sidst, hvilket må siges at være lidt af en sejr, da jeg jo har kastet en del op. Derudover fik jeg tjekket rygrad og haleben, og min rygrad er begyndt at blive rød, så puder bag ryggen fra nu af – også når ligger i sofaen.
Sygeplejersken lagde mærke til at jeg hev efter vejret, og konkludere så, at oppustetheden er så voldsom, at det presser på mine lunger.
Derudover fik jeg taget blodtryk og puls. Min puls var ret høj, så sygeplejersken ville gerne have mig ned og få lavet EKG og taget blodprøver. Da de var bestilt skulle en læge også lige kigge på mig – han har lovet at ringe, hvis der er noget på EKGet eller noget anderledes i blodprøverne.

På torsdag skal jeg så på Vejle Sygehus og have lavet en kikkertundersøgelse af min mavesæk, samt få svar på nogle prøver. Jeg glæder mig – men jeg glæder mig ikke.
Jeg glæder mig til, at få en grundigere undersøgelse af, hvad der foregår i min mave – men samtidig er det ikke mega fedt, at skulle have rør og kamera ned i halsen.

Men gøres skal det! Jeg har så utroligt mange smerter og massere ubehag, at jeg bryder grædende sammen. Det er ikke sjovt, det er virkelig ikke sjovt…