frihed og så alligevel…

Så er jeg kommet hjem efter en indlæggelse på OUH, og i guder hvor er jeg træt og skvadret. Helt ærligt, så synes jeg det har føltes en anelse meningsløst at være indlagt i tre dage, da deres konklusion var den samme som sidst. Jeg optager ikke næring særlig godt, og især fedt har jeg svært ved at optage. Min bugspytkirtel kan ikke danne de enzymer der skal til. Men de undersøgelser de skulle lave og de observationer de skulle gøre, de tog altså 3 dage, og så blev jeg da heldigvis sluppet fri. Denne gang har de dog lagt planer om nogle ambulante undersøgelser, så lidt sker der da. Jeg skal have lavet endnu en kikkertundersøgelse. Denne gang for at få noget væske fra min tyndtarm. Og så skal jeg have lavet en fibroscanning af leveren, og hvad det nøjagtig er, det aner jeg simpelthen ikke.
Så alt det der gik i stå under corona nedlukning, det kommer der da lidt opstart på igen.

Anoreksi er på så mange måder en led og frygtelig satan. Den narrer mig, og jeg skal være på vagt, for Ana står klar rundt om næste hjørne til lige at snuppe mig i et svagt øjeblik. Og så kan Ana få mig til at gøre stupide ting og onde ting mod mig selv. Hun kan bilde mig ind, at jeg ikke er det mindste syg. At det er noget pjat. Alt det til trods for smerter, indlæggelser osv.
Anoreksi har gjort, at jeg har udviklet kronisk pancreatitis, som gør at min bugspytkirtel ikke producere enzymer. Det gør jeg ikke optager mad korrekt, det medfører opkast, mavesmerter og så meget andet. Ana har også gjort jeg har udviklet steatohepatitis. Eller fedtlever. Det synes jeg simpelthen er så flovt, og det er helt sikkert anoreksien der fortæller mig at det er det. Jeg har ikke fedtlever pga. overvægt, som det ellers ofte skyldes, hvor løsningen kan være et vægttab. Nej jeg har det pga spiseforstyrrelse, og en forstyrret ernæring, og her ville et vægttab være potentielt dødeligt. Det betyder mine levertal er meget høje, og min lever meget forstørret, og at der er dannet fedt rundt om leveren (og lidt arvæv), som kan blive til mere arvæv, og til sidst blive til skrumpelever, og det er jeg bare alt, alt for ung til. Og derfor skal jeg have lavet denne fibroscanning. Det er i øvrigt også derfor, at jeg har fået lavet intet mindre end 3 (!!) leverbiopsier.
Spiseforstyrrelsen har givet så mange senfølger og gener, og jeg håber ikke der er nogle derude, som får de samme ting at slås med, for det er bare ikke for sjov. Knogleskørhed, ernæringsproblemer, angst. Listen er lang.

Så nogle gange tænker jeg, at det egentlig er godt for mig at blive indlagt eller komme på sygehuset, for så bliver jeg konfronteret med sygdom og alvoren, og det giver ind i mellem et lille kick til at kigge min værste dæmon i øjnene, og give Ana en stor, fed fuckfinger.