Accept

Egentlig så er jeg begyndt at skrive dette blogindlæg, uden egentlig at have en plan. Uden at have noget på hjertet, samtidig med at have, alt for meget på hjertet.
Jeg synes, at jeg er et rigtig dumt sted for tiden. Sådan et rigtig træls sted, hvor det føltes noget nær umuligt at komme videre. Jeg føler lidt anoreksien har et godt greb i mig disse dage, og angsten ligeså. Den anden dag tog jeg mig i at sidde ude foran Føtex, fordi jeg ikke turde gå ind. Noget jeg ellers gør dagligt. Det gør jeg i grunden for, at opretholde noget struktur, og tvinge mig selv ud.
Men der sad jeg så. Ude foran Føtex, og skulle samle mod til mig. Jeg fik ordnet Føtex – så at sige -, men det var bestemt ikke uden hjertebanken og koldsved.
Og apropos at tvinge sig selv ud, så har jeg virkelig lyst til at isolere mig lige for tiden. Bare gemme mig væk. Jeg føler mig så uværdig, ulækker og trist. Men jeg ved også godt, at det ikke går. For så ender jeg med, at trække mig selv længere ned i et sort hul, og så er det endnu sværere at rejse sig.
Det er virkelig svært at pege på en ting der gør, at alting føles gråt og svært, for i virkeligheden er det nok en blanding af rigtig mange ting. Mave, diabetes, spisning, angst, følelsen af at være uvelkommen i egen krop og så meget andet. Jeg føler det har knækket mig lidt.
Okay meget.
Jeg føler mig som en ubuden gæst i min egen krop, og jeg har slet ikke lyst til at være i den. Hovedet, tankerne og følelserne kan jeg ikke flygte fra, men jeg vil virkelig gerne kunne acceptere dem for hvad de er. Tankerne er ikke farlige, jeg skal bare kunne give slip på dem og lære, at de blot er tanker, og ikke sandhed. Følelser er vel i bund og grund også kun et problem, hvis ikke vi kan rumme dem. Rumme og acceptere dem. Acceptere at de er der, og ikke nødvendigvis skal fikses, og at de ikke er forkerte. Ingen følelser er forkerte, der er bare nogle følelser der er rarere end andre. Men at acceptere at de er der, og huske at intet er for evigt.
Men det er lettere sagt – eller skrevet – end gjort.
Jeg lider nok også lidt af sammenligningsmisundelse, og den gør det enormt svært at acceptere at være 25 år. kronisk syg og førtidspensionist, når jævnaldrende har uddannelse, nogle er ved at stifte familie, og ser dejlige, friske og glade ud. Det kan jeg sagtens unde andre, men det nager mig, at jeg ikke er der. Og nok ikke ender der. Det er en følelse, og den skal jeg acceptere. For ellers kan livet blive ulideligt langt. Så jeg øver mig.

Jeg vil nemlig så mega gerne være mayonnaisen på min egen æggemad, plottet i min egen historie, osten på min pizza og så videre… Jeg vil lære, at min værdi ikke er afhængig af andres mening om mig. Jeg vil lære at acceptere følelser, tanker og mig selv. Skifte fokus, men også tillade mig selv de øv – dage der medfølger mit sind og krop. Og så drysse lidt ekstra hverdagsglimmer udover de dage.
Jeg øver mig.
Livet er hele tiden i forandring. Intet er for evigt. Så nyd det gode når det er der. Accepter det dårlige, og huske det forsvinder igen.
Jeg øver mig.