Ganske kort.

I dag er det fredag og jeg har en af ”de der dage”. Overstående tekst er, underlig nok, en slags motivation.
I dag har jeg ikke en god dag, jeg får ikke en god dag, men da jeg har flere dårlige dage end gode, nægter jeg at kalde det for en dårlig dag. Det ville simpelthen være for trist.
Så i dag, der har jeg bare en dag.

Alle mennesker kender dårlige dage. Jeg tror ikke på alle dage kan være gode, og det er vel bare en del af livet – og sådan er det.
Men hvad så når man har flere dårlige en gode? Ja, sådan er det for mig. Og det tror jeg er en konsekvens af min spiseforstyrrelse og angst. Men det er også en del af det, at blive rask. Lad mig forklare.
Da jeg rigtig var spundet ind i spiseforstyrrelsens net – og ikke ønskede at blive rask, eller måske bare ikke havde indset, at jeg var syg – da følte jeg ikke. Jeg mærkede ikke. Jeg var tom.
Jeg tror, at jeg nu mærker de dårlige dage, fordi jeg tillader mig selv det. Jeg mærker virkelig hvad sygdom har gjort ved mig. Lad os kalde det en slags lærestreg. En temmelig hård en.

Jeg har flere dårlige dage en gode, men jeg har lært, at der sker noget godt hver dag. Måske ikke for en selv, men der sker noget godt!
I dag har jeg været på Kurts Kaffebar med min mentor, snakket og delt en cookie. Det var en god ting.
Og derfor har jeg bare en dag i dag. Jeg har ikke en god dag, jeg har ikke dårlig dag, jeg har bare en dag, for hvor ville det være trist at tælle alle de dårlige, når jeg langt hellere vil tælle de gode. En dag er neutral. Jeg gider ikke tælle den,  jeg har den bare. Og det er okay. Jeg acceptere konsekvensen af, at være så syg. Jeg acceptere og har bare en dag.