Hvordan føles det?

Jeg har brugt mange indlæg på at fortælle om mine fysiske symptomer og mit velbefindende – bevares jeg har da også skrevet om følelser – men jeg har aldrig rigtig fortalt hvordan det egentlig føles. Altså føles at have anoreksi. Nok fordi det er nemmere for udestående at forholde sig til fysiske smerter, fordi alle kender til smerter i en hvis grad. Og fordi fysiske symptomer er nemmere at beskrive og forklare.

Jeg tror at folk der ikke kender til spiseforstyrrelser, i dette tilfælde anoreksi, har en idé om, at det er en stor fællesnævner. At anoreksi er én ting, symptomer er ens og skal behandles ens. Jeg tror også der er en misforstået opfattelse af, at det handler om at være tynd.
Sådan er det ikke.
Anoreksi er mange ting. 100 ting. 1000 ting. Jeg tror ikke på, at der er to tilfælde der er ens!
For nogen handler det om at ”forblive” et barn, og dermed holder man sin krop i en barnlig tilstand, det kan handle om kontrol og noget helt trejde, fjerde, og femte….
Og derfor kan jeg kun forklare hvordan det føles for mig, og ingen andre.

Men jeg vil starte med at fortælle lidt om, hvordan jeg tror det startede.

Jeg er hverken blevet tævet som barn eller levet med forældre der aldrig var der. Nej, jeg har faktisk haft en god barndom, et trygt hjem og gode, sjove forældre. Og der har altid været plads til diversitet! Vi har også været en familie med et afslappet forhold til mad, spontanitet og når man var på ferie, så skulle man spise mindst to is, ellers fik man ikke aftensmad – som en joke!
Og alligevel så har anoreksi ramt mig, selvom der udefra set aldrig har været noget, at sætte finger på. Og dermed kan jeg også konkludere, at anoreksi kan ramme alle typer.
Jeg har dog altid været stille, konfliktsky og bange for at sige nej som yngre, så allerede der har jeg været et let offer for anoreksien.

Men jeg tror at den største ”trigger” for mig, det har været at få diabetes. Lige pludselig bliver der en enormt fokus på kost, læger, sygeplejerske og forældre de alle kontrollerer mig. Jeg kunne indimellem blive vækket kl. 2 om natten, og få en juice eller et stykke toast stukket i munden på grund af lavt blodsukker. Kaos. Ingen kontrol. Og helt ærligt hvem gider spiser et stykke toast kl. 2 om natten?
Og jeg er overbevist om, at min anoreksi bunder meget i, at kunne skabe noget ”kontrol”, og derfor kan jeg ligesom hægte det sammen med at få konstateret diabetes. At anoreksien så først viste sit ansigt år senere skyldes nok mange andre faktorer. f.eks. har jeg haft det meget svært med at finde noget, jeg synes jeg var god til, og jeg fandt lynhurtigt ud af, at jeg var skide god til at tabe mig. Og anderkendelse fik jeg jo af anoreksien.
At en spiseforstyrrelse først viste sit ansigt, da jeg fyldte 15-16 år er faktisk ikke helt rigtigt.
Da jeg var omkring 11 år havde jeg en periode, hvor jeg fik kvalme, ikke ville spise og tabte mig ret meget. Jeg blev indlagt på Kolding Sygehus i en periode, hvor jeg gik ved en psykolog, men det hele gik ligesom lidt i sig selv. Jeg tror ikke det var anoreksi, men det var et faresignal, og det var vel også en hvis måde at skabe kontrol.

For mig hedder min anoreksi Ana. Og jeg adskiller hende – eller den – fra mig på den måde. Ana har, for mig, mange ansigter og måder at vise sig på. Ana kan være min bedsteveninde, en der støtter dig og roser dig. En der altid er der. Ana kan være mit idol. Hende jeg ser op til. Hende jeg vil være. Ana kan være en cirkusdirektør der pisker mig rundt i arenaen, som en dresseret cirkushest, og jeg ved ikke, om jeg skal stikke af eller sparke, for jeg er så bange for at blive pisket. Ana kan også være den styggeste, ledeste, ondeste dæmon, som suger alt liv ud af mig. Tvinger mig til at gøre ting, som ikke er hensigtsmæssige. Den Ana lever af min livsenergi. Det er sådan, hun får næring.
Min Ana har mange ansigter. Men én ting er sikkert, at hun altid er der. Hun er der altid og man kan ikke flygte.

Det er svært at skrive, men jeg er vel en slags forelsket i anoreksien? Selvom Ana driver mig ud i et misbrug. For det er hvad anoreksi er. Misbrug. Afhængighed. Afhængighed af sult. Følelsen af sult  kan føles helt euforisk og man hungre efter den følelse. Og den følelse gav Ana mig. Nu bliver jeg bare ”hangry”, og kan faktisk ikke rigtig klare at være sulten.

Men en stor angst er jo stadig, og selvfølgelig, maden. Så forestil dig, du er vildt bange for slanger, og 5-6 gange om dagen så skal du røre en slange. Ikke rart vel?
Jeg bliver præsenteret for min angst 5-6 gange dagligt, og skal forholde mig til den. Og mens jeg jo ved, det er det rigtige at spise, så er det svært, når Ana står og skriger dig ind i sylten. Hun banker dig indvendigt. Smadrer dig.

Ana har også givet mig bizarre vaner og sære ting at frygte. Jeg synes vindruer er skræmmende. Og jeg ved ikke hvorfor, men det er blevet en såkaldt ”fear food”. Det samme med pasta, men jeg kan nemt spise nudler, som jo i bund og grund er det samme? Jeg kan også bedst lide at spise på bestemte tidspunkter af dagen, og kan få et mindre nervøst sammenbrud hvis det bliver rykket. Jeg spiser altid kanten på mine rundstykker først, og sådan er der flere små ting. Men når man først får diagnosen anoreksi, så bliver der sat spørgsmåltegn ved alt, du gør. Alt kan potentielt være anoreksien, og det har jeg det svært med. Selvfølgelig skal sundheds systemet være på vagt, men nogle ting er jo bare ens særheder, og har ikke nødvendigvis noget med spiseforstyrrelsen at gøre, og det kan, for mig, gøre det endnu sværere at adskille mig fra sygdommen.
Det hårdt altid at blive mistænkt.
Og for lidt tid siden har der været fokus på diabulimi (som endnu ikke er en anderkendt diagnose), som er spiseforstyrrede der bruger insulinen til at tabe sig i vægt. Og jeg har i alle de år, jeg har været på OUH, været mistænkt for det, og det er enormt krænkende. Jeg ville ønske ønske min sukkersyge væk i denne sammenhæng, fordi jeg ikke ønsker det overhovedet er en mulighed at kunne bruge det til at tabe sig. Og det er frygteligt at stå med sin insulinpen og vide, at hvis jeg lige lod være med at tage den her insulin, så kunne jeg smide lidt vægt. Det er frygteligt – og især fordi, at de eneste, der har gjort mig opmærksom på muligheden, er læger, der har mistænkt mig for det.
Jeg har ALDRIG gjort det, og det vil jeg gerne understrege, men det er så svært, at jeg nu hver gang jeg skal tage insulin skal stå i et dilemma.

At starte i behandling føles frygteligt – så er jeg bundærlig. For Ana er min tryghed og det jeg kender til. At blive kastet ud på bar bund føles ikke godt, og for at være rigtig ærlig, så har jeg altid en lille lyst til ikke at blive rask, fordi jeg er bange for, hvad verden forventer af mig. Jeg er bange for, at folk tror jeg er rask, når jeg ser rask ud. Og hvordan kan jeg ikke være lidt bange for det, når man skal have et BMI på under 17 (mener jeg det er) for at blive diagnosticeret med anoreksi? Det er jo hovedet det handler om, og mit hoved er ikke raskt.

For mig har det aldrig handlet om at være tynd, fordi jeg synes det var smukt. For jeg afskyr knoglerne og mit udseende. Jeg synes ikke knogler er smukke! Men jeg ville gerne forsvinde lidt i verden. Fysisk er jeg også mindre, men at være undervægtig skaber nok lidt den modsatte effekt end jeg havde ønsket. Jeg vækker i virkeligheden mere opsigt.
Jeg ser det lidt som en struds der har hovedet nede i jorden. I ved, dem man ser på tegnefilm. Hovedet i jorden, så kan man ikke se noget, men kroppen er oppe, og man ser egentlig bare lidt sær ud og vækker mere opsigt.

Jeg ville ønske I kunne høre mine tanker, for nøj det er svært at forklare og jeg kunne blive ved. Men jeg vil forsøge at runde af.
Jeg bander af anoreksi, og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende. Anoreksi er mørkt og ikke noget man skal lade sig lokke af, selvom fristelsen kan være stor. Anoreksi efterlader massive ødelæggelser.

Der vil altid være et snert af Ana i mig. Det er jeg ikke i tvivl om, og jeg ved ikke om jeg nogensinde kan reparere det Ana har ødelagt, men jeg håber at jeg kan lære at leve med det og håndtere det på bedste vis.