Tankekaos

Kaos. I mit hoved er der kaos. Tankekaos. Jeg vil så gerne lade tankerne flyde. Det lyder rart ikke? Bare lade dem flyde forbi, især de dårlige tanker.
Men mine tanker hober sig op og danner et stort kaos, som jeg hverken kan eller orker at finde rundt i.
Vægt, læge, socialearrangementer, mad, piller, sukkersyge, mennesker, selvværd, tid, sundhed… Jeg har mest af alt bare lyst til, at flygte fra det hele. Men det nytter jo heller ikke noget, men hvor er det tillokkende.

I morgen (Torsdag) skal jeg på OUH igen. Det var jeg også i sidste uge, og nogle tanker har slået rødder i mit lille hoved. Når jeg sidder der i venteværelset og venter på, at mit navn bliver kaldt, så kigger man rundt. Og i stolene sidder en masse tynde, syge piger. Og i sidste uge så slog tanken mig ”Hvad fanden laver jeg her? Her hører jeg ikke til?”. Jeg fik følelsen af, at være den ”tykke pige”.
Denne tanke, ved jeg med min fornuft, er langt ude, fordi mit kropsbillede er forvrænget og fordi min BMI er lav. Min fornuften har ikke vundet, og jeg går med en masse tanker om, at jeg er verdens mest elendige anoretiker, og jeg måske bare har bildt mig selv ind at jeg er spiseforstyrret? Tænk at jeg ikke engang kan finde ud af at være god til det. Min lille hjerne kører på overarbejde, og Ana prøver at bilde mig ind, at jeg skal være den tyndeste i venteværelset, at det er en konkurrence. Og ellers hører jeg ikke til der.
Jeg synes mit spejlbillede bliver større og større, og helt ærligt, så kan jeg ikke rumme det.
I morgen, hvor jeg skal til en læge konsultation, skal jeg fortælle hvordan det går. Og selvom jeg måske vejer lidt mere end jeg gjorde i sommers, så har jeg det faktisk værre. Både fysisk og psykisk. Men tror de på mig? Tror de jeg klynker? Sådan nogle tanker flakker rundt i mit lille indre kaos, og gør, at jeg ikke tør bede om hjælp, selvom jeg VIRKELIG har brug for det!

Jeg er rædselslangende for at min omgangskreds får normaliseret mig for hurtigt, i forhold til, hvor jeg helt reelt er. Når jeg snakker om dårligt selvværd, dårlig samvittighed, tristhed, angst, så er det jo alt sammen nogle følelser de fleste kan identificere sig med. Men der er bare en verden til forskel. Og det er jeg bare bange for, at andre ikke forstår. Men i virkeligheden, så er det jo mig og mine tanker, som tænker således.
Men har jeg en dårlig dag, så kan jeg ikke komme med en grund. Og tanken om, at jeg ikke kan komme med en grund, for mit lille indre kaos til at gå endnu mere amok. For så er jeg også utaknemlig.
Jeg frygter også endnu mere end før, at spise, fordi jeg er bange for, at andre tror jeg er rask bare fordi jeg spiser. Jeg er bange for ikke at leve op til nogle krav om, at være anoretiker? Eller at nogle skulle tro det nok ikke er så slemt, siden jeg jo spiser. Men det er bare en indre kamp hver gang. Men mad er jo en del af behandlingen. Og er jo lige så vigtig som mine piller, terapi og insulin.

Jeg vil jo også gerne være normal. Og på en dejlig dag, så har jeg da lyst til at deltage i sociale arrangementer og få venner, men når det så kommer til stykket, så har jeg ikke overskuddet eller energien, og så kommer der flere… tanker. Mere kaos. Og det holder mig tilbage. På en dårlig dag, så har jeg lyst til at kravle ned i et hul.
Og når dette tankekaos opstår, hvilket det jævnligt gør, så er der flere dårlige dage end gode.