Sorg, skyld og skam

lidt om 80 gram glukose, en visdomstand og 18 kapsler.

Så kom jeg igennem et par rimelig hårde dage, for siden onsdag har jeg være 2 gange i århus og 1 gang ved tandlægen for at få fjernet en visdomstand, og det betød altså 3 gange faste på under en uge. Ikke noget under jeg ligner en tegnestift, tøhø.
Ej, det er altså ret hårdt for min underernærede krop og for min tendens til lavt blodtryk, men igennem det kom jeg, og nu går der lige knap en måned før jeg skal faste og på AUH igen. Til endnu en omgang smartpill.
Men hvad har jeg så foretaget mig på AUH denne gang? Ja det hele er jo i forbindelse med det projekt jeg er tilknyttet lige nu, og jeg har blandt andet lavet pusteprøver.
En temmelig langtrukken omgang, som startede fastende 8.15 i Århus (zzz) med en CT-scanning, herefter skulle der tylles et glas vand med 80 (!!!) gram glukose i, og så skulle der ellers pustes i små poser de næste 2 timer. Og lad mig sige det sådan her. Den visdomstand jeg fik trukket ud fredag, var en væsentlig mere behageligt oplevelse, end at drikke 80 gram glukose. Fy for den lede.
Så klokken godt 11.45 var jeg færdig på AUH efter pusteprøver, med en sødlig, sukkerrand om læberne, men med et overraskende flot blodsukker på 6,1, og var egentlig ikke særlig sulten til trods for fasten. Det sukkervand – og chok – gav mig temmelig meget kvalme. Men min far og jeg tog alligevel på dejlig vietnamesisk restaurant, og så kunne jeg da godt klemme lidt ned alligevel.

Fredag stod den så på fjernelse af en visdomstand, som også krævede en omgang faste. Jeg er tilknyttet specialtandlægen på Kolding Sygehus, som tager patienter som mig, som er særligt skrøbelige, og egentlig var meningen, at jeg skulle have været i narkose, men grundet min lave vægt, så ville de ikke tage den risiko. Så det blev med beroligende medicin, som ikke virkede en skid. Men de er simpelthen så dygtige til at tackle skrøbelige personer, så oplevelsen var ikke slem. Og jeg har ikke haft ondt.

Mandag hed det så faste fra midnat igen, og turen gik endnu engang til Århus. Denne gang for at få første omgang behandling. Eller første transplantation om man vil. For behandlingen går rent faktisk ind under tranplantationsloven.
Det startede med en kvalmestillende pille, og så var der ellers 18 kapsler, som skulle sluges med cola. Ja, cola. Det skyldes at kapslerne opløses basisk, og ved at tage dem med noget syreholdigt, så når pillerne længere ned i tarmen inden de opløses. Og det vil man gerne have. Normalvis får man æblejuice til at sluge pillerne med, men det er ikke så smart til diabetespatienter, så derfor får man cola light.
Denne omgang behandling, kan både være den rigtige, men det kan også være placebo, men den næste gang jeg får behandling, så er det den rigtige medicin. Det er ret spændende.
Men jeg mærker intet endnu.

Jeg fik også svar på pusteprøven, som skulle undersøge om der er overvækst af bakterier i tyndtarmen. Man vil gerne have mange bakterier i tyktarmen, men ikke i tyndtarmen, da det kan give ballade med maven. Ikke så overraskende, så havde jeg en overvækst af bakterier.

Nu er jeg rigtig spændt på, om jeg kan mærke noget til behandlingen, og om det er den ”ægte varer”. Det må tiden vise. Og så glæder jeg mig over, at jeg lige har en lille pause fra faste og lange køreture.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sorg, skyld og skam