Sorg, skyld og skam

Hvis der er noget mit sygdomsforløb har lært mig, så er det at de hænger unægtelig sammen. Altså sorg, skyld og skam.
Tre følelser, der ofte, faktisk dagligt fylder i min dag. De fylder nok også for meget. Uforholdsmæssigt meget. Men ikke desto mindre, så er de der. De tre S ord. Som tre forbistrede følelser, der ret jævnligt bestemmer, hvordan jeg har det den givne dag.

Skyld. En tung sag og bærer, men jeg føler skyld. Skyld over, at min familie skal bekymrer sig om mig. Skyld over ikke at kunne deltage i begivenheder, hvor jeg brændende ønsker at være der. Skyld over at være til besvær og gene, fordi jeg for fanden ikke bare kan fungere, som en almindelig 26-årig. Skyld. Det ansvar bærer jeg, for jeg er dels (ikke helt, da noget af det jo teknisk set er ude af mine hænder) skyld i at mit liv har udviklet sig uheldigt. At jeg er gået galt. Skyld, fordi jeg ikke bare kan følge den slagne gang, som jeg virkelig gerne vil.
Og med den skyld, der kommer skammen. Skammen sidder altid på mig, og den er klar til at gribe fat i alt, som kan ledes hen på en skamfuld fornemmelse.
Jeg skammer mig over, at jeg ikke har færdiggjort min HF. Jeg skammer mig over, at være til besvær. Jeg skammer mig over at se ud, som jeg gør. Jeg skammer mig i skrivende stund over, at jeg ikke har pakket mine varer ud.
Jeg skammer mig over min tilstedeværelse.
Jeg kan virkelig godt unde andre glæde og lykke. Jeg kan finde enormt meget værdi i, at se andre blive glade eller være glade. Det gør mig glad, at se folk jeg holder af være lykkelige. At se noget godt sker for dem. Men det stikker mig helt ærligt også i hjertet. Ikke fordi jeg ikke synes det er skønt for andre, men fordi jeg selv ønsker lignende ting, som jeg grundet min situation ikke kan opnå. Og jeg skammer mig over at have det sådan. Og jeg skammer mig over ikke, at kunne opnå det.
Og sammen med den skam, der kommer sorgen. En alt overskyggende sorg, som hænger over mig som den tungeste, sorteste regnsky. Sorgen over ikke at være den jeg vil være. Sorgen over, at have mistet hende jeg var. Sorgen over at være hende jeg er.
Spurgte du mig for 10 år siden, hvordan fremtiden så ud, så drømte jeg om at være fotograf, bo et fedt sted, som minimum da have afsluttet min videregående eksamen. Det kommer ikke til at ske, og det ved jeg godt. Og det er også okay, ikke at have job, ikke at bo for sig selv, et fedt sted eller have afsluttet sin videregående eksamen. Men, og det er et stort men, grunden til jeg ikke kommer der til, er ikke fordi jeg ikke vil, det er pga. min helbredssituation, og det gør forfærdelig ondt. Det er en drøm, som skal begraves, og så skal jeg indfinde mig i en anden tilværelse. Eller hvad der føltes som en andenS tilværelse.
Men det er trist, og der er mange ting, som jeg føler jeg har mistet. Min humor. Min udadvendthed. Mit humør. Mit udseende. Min ridning. Åh, ville jeg give alt for at få en ridetur igen.
Jeg savner hende den fjollede, med energien og de runde kinder (Okay, den mister jeg så ikke, but you get the point!) Hende som kunne cykle ud og ride, kunne tage til fest og kunne være oppe hele natten.
Jeg savner mig. Eller hende jeg var.
Det er en sorg. Og det er okay, at have det sådan, når man føler man har mistet noget. Og jeg føler i den grad, at jeg har mistet meget af mig selv. Men jeg prøver at huske på, at selv om livet ikke har udviklet sig i den retning, som jeg regnede med, og selvom jeg føler mig bagud, og forfærdelig skyldig, så er der jo også nogle andre ting som jeg har udviklet, af gode egenskaber. Og så er jeg vel heller ikke helt bagud, vel? Jeg har da sprunget en masse skridt over, og er allerede pensionist!

Og det var Nana: