Lidt om leverbiopsi og når anoreksien viser sit onde ansigt

Da jeg har hævet lever og enormt høje levertal, fik jeg for ca. 4 uger siden lavet en leverbiopsi. Det skulle vise sig, at være noget af omgang, og mildest talt var det en frygtelig oplevelse. Det foregik sådan, at jeg skulle møde op og have fastet i 4 timer (altså nul mad og nul vand – skide fedt, når man både er anoretiker og diabetiker), men da jeg skulle til ret tidligt, kunne jeg ikke nå, at stå så tidligt op, at jeg kunne få morgenmad – derfor havde jeg altså ikke fået mad siden aftenen før.
Biopsien foregik således, at en læge, via en ultralydsscanner, fandt det rigtige sted, hvor biopsien skulle tages fra. Her tegnede han så en lille prik. Han lagde så en lokal bedøvelse, herefter skar han et lille hul og herefter brugte han en nål med fjeder, som blev ”skudt” ind i leveren og tog et lille stykke lever med ud. Jeg var så heldig, at få lov to gange…
Derefter blev jeg kørt op til overvågning, hvor jeg skulle holde mig i fuldstændig ro, og faste videre de næste 4 timer. Jeg skulle havde målt blodtryk hvert 15 min og sige til, hvis jeg fik det skidt.
Ca 30 min efter biopsien blev taget, fik jeg det virkelig skidt! Jeg fik voldsomme smerter, mit blodtryk faldt og jeg lå og vred mig. Sygeplejersken kom, og to min efter stod der både læge og anæstesisygeplejerske. Jeg fik lagt drop og så fik jeg det heldigvis bedre.

 

Igår fik jeg så resultatet på biopsien. Jeg har – gudskelov – ikke nogen autoimmun sygdom i leveren, hvilket er den gode nyhed!
Desværre betyder det så, at det er anoreksien der viser sit grimme og onde ansigt. Min lever er super stresset – og det er derfor den er stor og hævet. Min bug, altså mave, mine fødder og mit ansigt er blevet væskefyldt, dette skyldes protein mangel. Jeg spiser ellers massere af æg, bælgfrugter, nødder, kød og fisk, og mit behov for proteiner, når jeg er alm. vægtig, ville være så rigeligt dækket! Men da min muskelmasse er, ja nærmest ikke eksisterende, så skal der en del til for, at bygge den op igen. (protein mangel + kombineret med, at når man er i vægtøgningens startfase bliver man også væskefyldt, føler jeg mig som en rigtig vandballon)

Det er for mig ekstremt grænseoverskridende, at vise disse billeder af mine fødder – men det er for at give et billede af, hvor meget anoreksi egentlig gør. Det er virkelig ikke ”bare” at være tynd og ikke ville spise. Og især vil jeg gerne give dig et billede af, hvor svært det er med kombinationen af diabetes og anoreksi.
Det påvirker ens krop, psyke og generelle velbefindende helt vildt – som f.eks. disse billeder: Her har ses min ekstrem mængde væske i fødder og ankler (Billederne retfærdigøre ikke engang, hvor slemt der egentlig er). Væsken her betyder så, at jeg har fået gnavesår af, mine ellers løse og behagelige, badetøfler – og her går det også ind og påvirker min sukkersyge, da fodsår bestemt ikke er godt, og slet ikke for en diabetiker der har, en svært reguleret diabetes, da der kan gå koldbrand i.
Jeg har også vand i bugen (maven) og ansigtet. Dette påvirker min psyke helt vildt, da man som anoretiker går meget op i, hvad andre tænker om én og om ens mave er stor. Dette skal spises væk, hvilket føles virkelig ambivalent for mig. Min mave er jo hævet og jeg føler mig stor. Men maven bliver ikke flad før, at jeg er normalvægtig – så spise er løsningen.
Men for at jeg kan holde ud at være til, for det gør smadder ondt og det er meget ubehageligt, har jeg fået stærke vanddrivende piller – problemet her er så, at disse piller sænker blodtrykket og mit blodtryk er lavt, så jeg bliver altså lidt svimmel.

Den, virkelig søde(!), læge jeg snakkede med på Vejle Sygehus igår, har givet mig den bedste snak om spiseforstyrrelsen – også selvom den gav mig en reminder om hvor farligt det er, og jeg var faktisk ret ked af det efter.
En ting hun sagde satte sig fast, og det er måske også noget, som giver et ret godt billede af, hvad der sker med min lever. Forestil dig de små underenæret børn i Afrika, de har også udspilede maver, deres lever er under stress. Deres lever bliver ældre end den reelt er, og til sidst dør mange af dem, af lever svigt.
Min lever er også stresset og ældre, og kan også på længere sigt tage skade. Og kuren er vægtøgning!

Ensempler på andre ting der påvirker mig dagligt pga. anoreksi er glemsomhed – jeg husker seriøst som en guldfisk for tiden, og dette skyldes, at hjernen har brug for fedt. Derfor skriver jeg stort set ALT ned.
Noget andet og ret banalt er, at sidde ned på en stol. Det gør forfærdelig ondt, og ofte bliver jeg nødt til, at sidde på en pude også, ellers kan jeg risikere at få sår.

som jeg tidligere har skrevet, så er kombinationen af anoreksi og diabetes en svær cocktail – og blodsukrene er svære at styre, da der sker så mange ting i ens krop, når man også har anoreksi. Dette ligger som en tung sky over mig, da jeg ved, at en dårlig reguleret diabetes på længere sigt er meget alvorligt.
Men da jeg var på diabetes ambulatoriet på OUH i mandags, blev skyen lidt lettere. Lægen og overlægen der fortalte mig, at jeg gør det rigtige, men at det er alt det andet i min krop der går ind og forstyrrer – så lige nu skal jeg primært fokusere på at få mere styr på anoreksien og blive sundere (og rundere). Det er en byrde løftet fra min skulder, at jeg lige nu primært skal fokusere på én sygdom – for det er sgu lidt af et cirkus, sådan at jonglere alle de bolde!