Lidt om at slå en rekord, mysteriet om en hvid plet og corona.

Søndag den 6 marts, sidst på eftermiddagen, tog min mor og jeg til Århus får at spise lidt lækker mad og sove på hotel, fordi det var hendes fødselsdag og jeg skulle være på AUH kl. 8.15 næste morgen til CT og pusteprøver. Så det gav bare god mening, at tage afsted dagen før, for at hygge os lidt og slippe for morgentrafik klokken kvart i hundelort.

Forinden CT og pusteprøve, havde jeg været igennem endnu en smartpill (den lille ubåd der skal sluges, og som med en optager, kan give grafer, optagelser, temperatur og Ph af vejen igennem mit vidunderlige tarmsystem), som denne gang havde drillet mig en hel del, da den mistede forbindelse hele tiden. Og i lang tid ad gangen.
Anyways, så mødte jeg fastende og virkelig skidt tilpas op på AUH. Faktisk så skidt at jeg måtte i kørestol, og min mor måtte agere chauffør ned til CT-scanningen og tilbage til afdelingen, hvor pusteprøven skulle foregå. Pusteprøven måtte jeg opgive, fordi jeg simpelthen var alt for skidt, så den blev udskudt en uge.
ugen efter kørte min søster mig, så kunne hun også bidrage med underholdning til de to timer, som en pusteprøve tager. Endnu engang måtte jeg fragtes i kørestol, ikke just min favorit ting, men nogle gange skal man bare acceptere, at tingenge er som de er.
I mens jeg begyndte på min pusteprøve, kunne min dygtige læge vise mig billeder fra CT-scanning og fortælle hvad smartpillen havde vist.
Smartpillen havde været i min mavesæk i 81,36 timer (!) og det havde hun aldrig set før. Det højest de har set, er 60 timer. I en sund mave, ligger smartpillen 1-4 timer. Og grunden til at båndoptageren havde mistet signalet til pillen, var fordi den havde ligget så længe i maven, at den simpelthen var løbet tør for strøm.
På CT-scanningen havde de så set en plet på min blindtarm. En kapsel formet plet. Og straks gik bekymringen på, om smartpillen havde sat sig fast i blindtarmen, og derfor gik en mindre detektivundersøgelse i gang. Angiveligt havde ham der læste CT-scanningen syntes det var meget spændende. Og der blev undersøgt, konfereret og gået tilbage i journalen.
Det viste sig IKKE at være pillen. Heldigvis. Men en åreforkalkning, som skyldes en gammel blindtarmbetændelse. Blindtarmsbetændelse som jeg ikke har vist jeg har haft. Bevares, jeg har haft mange, mange, MEGET stærke mavesmerter, så de er nok flydt sammen med alle de andre smerter, og man har ikke kunne adskille det ene fra det andet. Naturligt nok.
Men det var så mysteriet om pletten på scanningen. Og historien om mig, der har slået en rekord. 81,36 timer i mavesækken, så der er ingen tvivl om at jeg har gastroparese længere. Og det er bestemt ikke mærkeligt, at jeg har kvalme, ondt, opkast og hurtig mæthedsfornemmelse.

Og hvad er der så ellers sket. Der er sket det uundgåelige. Jeg testede positiv og blev nedlagt af corona. Egentlig er jeg ret imponeret over jeg først har fået det så sent. Jeg var overbevist om, at jeg ville være en af de første, men niks. Var det så slemt? Ja. Jeg var godt klar over, at jeg ville blive hårdt ramt, men jeg havde da håbet, at med omnikron (ole kron) og 3 stik, at jeg kunne nøjes med at være lidt små dvask. Samtidig frygtede jeg, at det ville blive virkelig slemt. Altså forfærdeligt. Og jeg landede vel midt i? Jeg har haft høj feber, host snot, opkast, smerter og usædvanlig træthed. Sidstnævnte er jeg stadig, men helt galt blev det da heldigvis aldrig.
Men så er det da prøvet, og så behøver jeg ikke det igen!