Nogle gange skal tingene lidt på afstand…

Ofte kan jeg føle mig enormt modløs over min egen situation. Håbløs og pisse træls. Og den er i bund og grund, på mange måder, noget værre møg. Og når man er 26 år, og egentlig burde have hele verden for ens fødder, så kan man godt blive ret bitter når ens verdenssituation absolut ikke ser sådan ud. Og jeg ville absolut lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke var trist – faktisk sønderknust – over det.
Men det kan bare hele ikke nytte noget, at gå og være vred, modløs og trist hele tiden, for tro det eller lad være, men det bliver jeg hverken raskere eller lykkeligere af.
Så da jeg den anden dag stod og stirrede over et blåt og bølgende Lillebælt, så var det faktisk ret svær at være sur. Og jeg kom til at tænke, og drømme mig lidt væk i minder.
Jeg åbnede for billedbogen, og dermed blev det endnu sværere at være sur.
Jeg kom til at tænke på min farfar og farmors båd. Spætten hed den. En lille båd, med en lille kahyt med sådan nogle bænke, som både fungerede som sovepladser, men som man også kunne åbne og opbevarer ting i. Min farmor havde altid kiks, juice og anden proviant der i.
Den båd har jeg sejlet mange ture i. Rigtig mange familie ture, hvor vi har sejlet over til kulturøen i Middelfart og spist is. Jeg har overnattet i den som lille, sammen med min søster, hvor vi er blevet snotforkælet af min farmor og farfar. Vi har siddet, som familie, med sol lige i skærmen og spist boller, drukket gul sodavand og kaffe. Der er blevet fisket på den båd, der er blevet flået fisk, der er blevet grint og man fik altid lov at styre båden, hvis man ville. Og det ville man, for det var da lidt sejt! Jeg har virkelig, virkelig mange gode minder og oplevelser fra og på den båd. Og det var først der, da jeg stod og kiggede over Lillebælt, at det gik op for mig, at jeg savner den båd. Og hvor privilegeret og heldig jeg er, at havde fået så mange dejlige oplevelser på den båd. Med min familie.
Og der stod jeg så og blev lidt varm.
Men er det ikke lidt underligt, at man sommetider skal have tingene lidt på afstand, før man egentlig opdager hvor heldig man er? Hvor vidunderlige oplevelser man er blevet givet. Men måske er det også en del af glæden. At man kan kigge lidt tilbage, og så glædes over noget der var, og huske på, at der nok skal komme mere af den slags. Mere at kigge tilbage på og glædes over. Nogle gange skal det bare lidt på afstand.