Lidt ævl om glansbilleder

Sidste sommer var jeg i Alsace med min mor. Vi boede i et mobilehome oppe i nogle bjerge. Mobildata var en by i Rusland og Wifi virkede heller ikke. Det tvang os til at ligge telefonen væk og være sammen. Rent faktisk være sammen, snakke sammen og mærke efter.
Da jeg kom hjem igen, var det virkelig som om, jeg var blevet født på ny. Jeg havde fornyet energi og var oprigtig glad.
Den følelse er længe væk, og det har undret mig? Men jeg tror da i høj grad, at det ikke at blive bombarderet med Facebook opdateringer, kigge på perfekte billeder på Instagram og have travlt med telefonen, og i stedet for rent faktisk at være til stede har en enorm betydning, og har spillet en kæmpe rolle under min ferie.

Vi lever i en glansbillede verden. Vi skal skal se og være perfekte. Vi er blevet 12-tals mennesker, og vi hungrer efter at være den bedste. At få et 7 – tal i skolen er pinligt og jeg har sågar hørt folk sige ”Jeg fik kun 10”. Er det ikke vildt? Der er et kæmpe pres på os, og vi må ikke længere være ordinære – og at være dårlig til noget, det er jo helt uhørt – det ties i hvert fald.
Men faktum er, at det ideal vi skal leve op til i dag, det er totalt urealistisk. Vi skal være fitte, flotte og fantastiske.

De sociale medier spiller en kæmpe rolle. Vi har skide travlt med at poste smukke billeder og opdateringer, selvom virkeligheden er noget helt andet. Vi dyrker et glansbillede. Og vi er nok pressede til det, for ellers får vi ikke likes, og hvem vil ikke gerne have det ? Så er man jo vellidt og populær, ikke? Men hvem har bestemt at ”likes” betyder noget. Ingen. Og det gør de ikke.
Bevares jeg ligger selv flotte, smukke billeder på Instagram. Jeg vil gerne have masser af likes – og i virkeligheden så handler det jo nok om, at min verden er pisse kaotisk, og jeg har en meget lille omgangskreds. Så kan jeg lægge et flot billede op og få likes, for så bliver jeg anerkendt. Men det er jo ikke sandheden, det er et skuespil. Jeg gør det for, at være lidt med i verden, når jeg jo nu er i min egen lille osteklokke.
Men det er et skuespil, vi alle spiller. Formentlig af forskellige grunde, men det gør, at vi ikke mærker længere.

Man kan jo gå forbi folk på caféer, der sidder med hver deres telefon. Sikkert travle med at forevige det ”dejlige” øjeblik, formentlig med hashtagget #nærvær. Jeg undrer mig over om de overhovedet lægger mærke til, om kaffen er varm, eller blevet kold. Lægger de mærke til, om den anden er glad, ked af det? Om de selv er glade.
Det samme er gældende for ferie fotos. Der ligger så mange billeder af folks barer fødder på hvidt sand og igen undrer jeg mig egentlig lidt over, om de mærker sandet. Mærker varmen og glæden ved at være på ferie?

De fleste ser efterhånden hele verden gennem deres telefon – og så kommer vi til at dyrke idealet, fordi vi hele tiden bliver bombarderet med glansbilleder, og jeg tror det gør, at vi glemmer at mærke og føle – og så bliver vi de der tanke mennesker.

Det gør mig ked af det, for jeg gør det selv. Det gør mig også ked af det, fordi det påvirker mig – jeg føler mig utilstrækkelig. Jeg bliver aldrig glansbilledet i virkeligheden, og det skal jeg heller ikke være, men det er svært for mig at acceptere, at virkeligheden er sådan. Jeg tror på, at man får langt mere ro og glæde, når man smider idealet væk og er sit eget ideal! Og det skal jeg lære.
Og heldigvis skal jeg til Alsace igen til sommer, og der bliver telefonen også lagt mere væk.