Lidt om lykke, fødselsdage og ferie

Jeg tænker tit på lykke. Lykke, for mig, er det maksimale man kan nå på glædeskalaen. Hvad der gør en lykkelig, det er vidt forskelligt. Om det er øl med dine nærmeste i solen eller at puste sæbebobler, helt simple ting, det er sådan set underordnet. Men en ting er sikkert, lykke er ikke en permanet følelse. Lykke er flygtig, ligesom så meget andet.
Jeg kan godt mærke lykke. Føle varmen og glæden der stiger en til hovedet.
Men jeg er ikke glad. For ”at være glad” og ”at være lykkelig”, det er vidt forskellige ting.
Min mor har sådan et godt begreb. Noget hun kalder, at være ”grund glad”. Det er et begreb jeg nemt kan bruge, da jeg ser livet, kroppen, sindet og sjælen, som et slags hus. Og et hus skal have et godt fundament, for at være et godt hus. Grund glæde er et godt fundament.
Det jeg mener er, at jeg tror, at man er et sundt (eller sundere) menneske, hvis man er grundglad – og her mener jeg altså ikke gadedrenge hop ned ad gaden, mens man fløjter en sød melodi, nej det kan vi lige gemme til lykken, ikke?
Men at man grundglad, og at man har flere gode dage end øv-dage.
Og lige nu har jeg flere øv-dage end gode dage. Så jeg skal til at bygge fundamentet til mit hus op igen.

Folk er så søde og opmuntrende, og prøver i bedste mening at komme med gode råd. Men mennesker er ikke ens. Du er anderledes end mig og jeg er anderledes end dig. Vi er alle unikke – ligesom alle andre.
Jeg får tit råd om at være mere social, og jeg skal ud og nyde min ungdom (læs; drikke mig fuld) – men jeg er en ret introvert person. Jeg kan bedst lide små selskaber, eller bare at være alene, og høje lyde og mange bevægelser forstyrrer mig. Og så siger ”at gå i byen” mig bare ikke noget. Så hvorfor skal jeg gøre det? Bare fordi majoriteten af folk på min alder gør det? Skal jeg lade som om jeg er en anden?
Det synes jeg ikke. At jeg er indadvendt behøves ikke  sygeliggøres, eller sættes i sammenhæng med mine sygdomme.
Og truth be told, så tror jeg da absolut ikke, jeg er den eneste der har det sådan?
Jeg skal selv finde ud af, hvad der gør mig grundglad.

Om ganske kort tid har jeg fødselsdag. Jeg fylder 22 år. Og selvom det nok er en ret overfladisk ting og jeg overanalysere, hvad der egentlig bare er en dag, så har det sat en del tanker igang.
Jeg gider ikke min fødselsdag. Simpelthen. Jeg er godt klar over den barnlige glæde ved fødselsdag fortager sig med alderen, men jeg føler ikke der er noget at fejre overhovedet.
Endnu et år er gået med sygdom, der er ikke sket noget, jeg er ikke noget længere… juhu. Året er smuldret væk. Det er sgu da ikke værd at fejre? Der er meget andet der er værd at fejre, som…. solskin?
Jeg er også blevet spurgt om gaveønsker, men jeg synes ikke, jeg skal have nogle gaver. Jeg koster mine forældre så mange penge i forvejen i medicin, ja jeg koster også mange bekymringer, så jeg føler ikke jeg kan tillade mig, at ønske mig noget. Jeg er så taknemlig for, hvad de (og alle mulige andre) gør for mig, at det føltes lidt urimeligt at bede om mere.
Jeg tror min anoreksi har meget at skulle sige og råber højt, og jeg kan ikke rigtig svare igen, fordi jeg måske i virkeligheden er lidt enig med den?

Når men apropos lykke, så tager jeg på en dejlig ferie til Alsace, med min mor på fredag – og jeg glæder mig som et lille barn.
Jeg ved, at når vi sidder på campingpladsen med et glas koldt et-eller-andet, så er jeg lykkelig. Så er jeg lige der, hvor jeg skal være.
Jeg er nemlig ret overbevist om, at jeg er født i det forkerte land, og at min nationalitet i virkeligheden er fransk.
God sommer til jer 🙂

Au revoir