Der er noget jeg ikke har fortalt

Her jeg så. Indvendigt altså. Knoglescanning af min rygrad, hofte og lårbensknogle.

Sidste torsdag (Altså ikke igår) fik jeg så lavet en knoglescanning, for at se om jeg skulle havde knogleskørhed. En henvisning jeg fik lavet ved egen læge for ca. 1 måned siden, som jeg egentlig har ventet ret spændt på.

Jeg har ikke skrevet om det på bloggen, og jeg har ikke fortalt ret mange, at jeg skulle have foretaget denne scanning, hvilket har været et fuldkommen bevidst valg. det lyder måske lidt underligt at jeg ikke engang har haft lyst til at dele jeg skulle havde den her scanning, men det kom simpelthen for tæt på. Jeg føler mig i forvejen så blottet, og netop dette har jeg mest haft lyst til at holde tæt med, fordi så følte jeg ikke at jeg har behøvet at forholde mig til det. Jeg har delt det med dem jeg har følt kunne lave lidt sjov med det, men faktum er det er jo slet ikke sjovt, men sådan har jeg bedst kunne distancere mig fra det – og ikke rigtig følt det var nødvendigt, at se det i øjnene.

Sagen er den, at mit D-vitamin har – og er – været frygtelig lavt. Faktisk har det været så lavt, at man ikke har kunne måle det.
Og når man ikke har nok D-vitamin i kroppen, så kan man ikke optage kalk – og hvad har knoglerne brug for? Bingo. Ja du kan nok godt regne det ud.
Derfor henviste min egen læge mig til en knoglescanning.

Det skal også siges, at når man har anoreksi – og dermed er underernæret – så er ens hormoner ude af balance, og derfor ser man ofte knogleskørhed i forbindelse med anoreksi (læs: underernæring).

Igår fik jeg så svar på scanning. Og det ser ikke godt ud.
På de scanningsbilleder jeg fik med hjem, er der nogle farvede felter. Grøn, blå, gul, rød. Og man skal jo ikke være meget klogere end én burhøne for at regne ud, hvad godt er og hvad skidt er. Jeg ligger i det røde felt.
Det er noget fandens møg, men forventeligt. Men selvom det var forventeligt, så reagerede jeg, klart nok, ved at blive ked af det, græde, blive vred og sur. Pisse urimeligt.
Og jeg er i øvrigt stadig ked af det, vred og pisse sur – det går nok ikke bare sådan lige over.

Jeg fylder 22 år i næste måned, men mit indvendige jeg. Min krop. Ja, den siger noget helt andet.

Jeg har F…… knogleskørhed. Det betyder bla. jeg let kan brække knogler.

Det gode er, at jeg nu får nogle tabletter der burde hjælpe, og i takt med jeg tager på, så burde mine hormoner også balancere sig igen, så er der ret gode chancer for at det kan forbedre sig!
Så der er ikke ligesom ældre kvinder, hvor hormonniveauet forbliver lavt.
Så jeg krydser fingre og tæer… og alt andet der kan krydses.

Og så skylder min søster mig en chinabox.