Når dagen tager en drejning..

Udsigten fra en sygehusseng på AVA i Vejle var min i eftermiddags.

Det er pudsigt, hvordan en dag kan tage en drejning, og man befinder sig pludseligt et helt andet sted end man egentlig havde tænkt.
Sådan har min dag været – og det har været en følelsesmæssig rutsjetur.

Min mandag startede, som den plejer, en tur til Odense for at få terapi. Som mange af jer ved, så døjer jeg med opkastninger, hævet lever, ondt i maven og en meget oppustet mave. Dertil er så kommet høj puls og vejrtrækningsproblemer, samt smerter andre steder.
Jeg snakkede med min behandler om det, og hun var meget bekymret. Hun fortalte at det er alle symptomer på, at min krop kan stå af. Hun ville rigtig gerne have mig til læge, da det virkelig er lige på grænsen.
Jeg fik så en akut tid ved min egen læge, som tog et EKG og en blodprøve. EKG’et viste, at mit hjerte slår hurtigt, og det gør det fordi min krop er på overarbejde, pga. mangel på næring (Min krop kan ikke rigtig holde mad og væske i sig). Hun synes det var uforsvarligt og hun var meget bekymret, så hun sendte mig videre til akut modtagelsen i Vejle i håb om, at de kunne hjælpe mig med noget næring.

Flere prøver blev taget på Vejle – og efter nogle timer og lægen havde snakket med den ansvarlige læge på OUH M, fik jeg lov at komme hjem.

Jeg ligger nu dybt frustreret og ret bange. 1 læge og 1 sygeplejerske (min behandler) er dybt bekymret for mit liv og helbred, men Vejle har ikke ekspertisen til at hjælpe mig med næring. Så nu kan jeg gå en uge mere og vente (og formentlig få det værre) på, at jeg skal til sygeplejerske på OUH M – og der vil der formodentlig heller ikke ske noget med det samme.
Der bliver udtrykt dyb bekymring, og det skræmmer mig, at jeg er i sådan et ”vente stadie”.

Jeg føler mig knækket. Jeg er helt nede og det gør ondt.