Tanke rod

Man skal huske at grine af sig selv

21107880_344382192649665_3070062384325328896_n
Jeg er lidt en ældre kvinde, altså ikke aldersmæssigt. Jeg elsker ro. Jeg elsker portvin. Jeg gider ikke det der bytur og jeg er temmelig glemsom. Jeg går i seng før kl. 20 og står op kl. 7. Jeg aner ikke en hujene papfis om kendisser, eller den nyeste musik. For mig er ”den der” All about that bass stadig sprit ny. Jeg bruger udtryk som ”at gå på æblerov”, som man åbenbart ikke forbinder med folk på min alder.Til gengæld er jeg ikke hoppet på det der strikning, for det egner jeg mig aldeles ikke til! Jeg husker håndarbejde tydeligt. Jeg fik aldrig det der ”sygmaskine kørekort”, og jeg fik knap strikket en kvart, orange grydelap – og det var så min formåen i det fag. Jeg troede egentlig jeg ville være god. For både min farmor og mormor har været skide dygtige til den slags, og jeg husker da fine kjoler og dukketøj der blev produceret hos dem. Men tænker jeg nærmere over det, så var det jo dem der producerede, og mig der satte kravene, og stod for de kreative tanker. Når men det glæder mig altså lidt, at jeg ikke er hoppet på den dille.

Min krop er også som en ældre kvinde. Jeg skal planlægge, hvornår jeg kan bukke mig ned. For det skal være én hjemme til at hjælpe mig op. Min led knækker, og jeg lider af knogleskørhed.
Jeg bliver hurtig træt og kan ikke klare for høje lyde. Jaja, det er sgu lidt skørt.
Jeg er blevet velsignet med nogle ret små bryster, fra naturens side, og lige nu har jeg ingen røv. Det skyldes så undervægt, så den skal nok vende stærkt tilbage. Tilsynladende har min mave udviklet sig til en form for badebold, som pt. er det mest struttende element på min krop. Til gengæld er den lokalt – og dansk produceret, hjemmelavet (dog ikke af mig!) og delvist økologisk. Og det skal man jo også lige huske!

Jeg bliver nødt til at lave sjov med alle mine problemer. Nej, det er ikke sjovt at være der, hvor jeg er. Og jeg har sjælendt overskud til at gøre grin med det, for det er fandme ikke sjovt, men jeg bliver nødt til det! Ellers kan jeg bare ikke være til. Jeg skal grine og le, og da jeg er i den givne situation, så må jeg lære at grine lidt af det.

Den sidste uges tid har jeg været plaget af et smerteanfald (Det har jeg prøvet flere gange før), og det gør mig udmattet, ked af det og træt af livet. Jeg har ofte lyst til at kaste det hele på gulvet. Og har været tæt på det. Heldigvis har jeg nogle omkring mig der motivere mig, og som kan samle det op, som jeg smider. De samler lige papiret op og glatter det ud igen – og tak for det.
Det må være en enorm opgave! For jeg er fandme, parten my french, ikke altid nem at være sammen med. Jeg har altid nogle behov der skal stilles, og det må godt nok være surt altid, at være den der skulle indordne sig.
Men fra min synsvinkel kan jeg også fortælle, at det er så frygteligt altid at være den der er besværlig. Øv.

Men jeg må lære at grine lidt af det, så det hele ikke er så forfærdeligt. Jeg er ikke dygtig til det. Endnu. Men for at lære at hvile i mig selv, og finde ro, så tror jeg det er meget nødvendigt.
Grine, huske min krop blot er det hylster jeg bor i, at fremtiden ser lys ud og at jeg har en vidunderlig støttende familie, der glatter folderne ud og hjælper mig.

God onsdag!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tanke rod