Om et spark i røven og lyspunkter

Dette indlæg har været længe undervejs, men jeg har virkelig også måtte sparke mig selv bag i for, at få skrevet her på min blog. Jeg har egentlig ikke rigtig noget på hjertet, men jeg synes stadig det var vigtigt at vise livstegn, og man kan jo sige, at sådan et indlæg her også giver en hvis indsigt.

De seneste uger har været præget af voldsom manglende energi, og det at holde mine øjne åbne har vært fysisk hårdt. Det lyder dramatisk, men det er ikke desto mindre sandt.

Jeg synes dagene har været lange og hårde, og trods der egentlig ikke er sket noget, så føles det som om, at der er sket alt for meget. Mit hoved kan ikke rumme alle mine tanker, følelser og fornemmelser.
Det er svært at fokusere på det positive, når noget så banalt som at træffe en beslutning, føles som en uoverskuelig opgave.
En anden ting jeg har bemærket det sidste stykke tid, det er min frygtelige tendens til at bekymrer mig – og så oven i købet over ting, som jeg ikke engang kan ændre? Det er tåbelig energi at spilde, og så oven i købet når man er minus af den slags.

Jeg har i den seneste tid træffet flere fravalg end normalt (hvilket ikke er så lidt), men jeg kan mærke det er nødvendigt. Jeg hader bare at skuffe andre. Det er absolut ikke nogle god fornemmelse, men jeg bliver nødt til at tage mit helbred alvorligt.
Det giver dog anledning til konstant at skulle retfærdigøre hvorfor noget – eller nogle – bliver valgt fra, men det er vel okay, at vælge helbred frem for alt?

Jeg synes det er enormt svært, at finde livskvalitet i en hverdag, som primært foregår i min seng, foran fjerneren med venner kørende for 117 gang. Og når dagens optur som regel er min daglige formiddags tur i Føtex, så kan det altså godt virke ret umuligt det hele. Jeg føler jeg trænger til en pause fra mig selv. En pause fra at være syg og skidt. Og til besvær.

Jeg har dog en så god familie og enorm støtte, og hvis ikke jeg selv kan sparke mig selv bag i, så kan de. Jeg SKAL nemlig huske at fokusere på lyspunkterne. For de er der! Om blot 12 dages tid, så skal jeg på en lille weekendtur med min mor, til Faaborg (så har nogle tips eller gode spisesteder, så modtages de med kyshånd), og så har solen jo været fremme, og hallo jeg spiste frokost – udenfor! – med min far og søster i weekenden.
Jeg har Disneyland og franske supermarkeder at se frem til, og jeg har en far der vil lave dagsture med mig i sommerferien. Jeg har den dejligste familie, som elsker mig og som jeg elsker. Jeg fylder 23 til juli og det skal sgu da også fejres? Hallo der er jo lyspunkter. Så når alt ser sort ud, så må man jo kigge på dem!

God dag.