pytknappen

Hjemme hos os har vi en pytknap. Den har min mor indført.
Okay, så pytknappen den kan man ikke se med det blotte øje, men den er der! Og knappen er sågar transportabel. Når man trykker på den, så vifter man ofte med hånden eller trækker på skulderne og sige ”pyt”, ”pyt skidt” eller ”pyyyyyt”. Det er sådan en knap man trykker på, når man kommer ud af døren uden at have børstet tænder, hvis man hilser på den forkerte i netto eller hvis man ikke lige har fået vasket op. Så trykker man på knappen, vifter med hånden og siger ”pyt”.
Men knappen den kan også bruges til andet, jeg lærer nemlig at bruge den til Ana, angst osv.

Jeg overtænker. Og jeg overtænker ALT! Det er en frygtelig ond tendens, som giver anledning til en masse dårlig samvittighed.
Et, for mig, måltid varer ikke kun de 30 min det ca. tager at spise, nej det brænder sig fast i min hjerne, og Anas ord vælter frem. Det er tortur. Og ikke nok med jeg overtænker det forgående måltid, så prøver jeg samtidig at retfærdiggøre, hvorfor jeg har spist. Hvilket jeg alligevel aldrig kan. Så jeg prøver at lære at trykke på pytknappen. Trykke på den, så jeg kan komme videre, og ikke bruge unødvendig energi på, at tænke på et måltid, som jo alligevel er spist.
Men det gælder ikke kun mad, men det gælder praktisk talt alt.
Konflikter, som andre har sluppet og kommet over, kan jeg gå og tænker over alt for længe og fortryde ting jeg har sagt. Bekymrer mig. Og så kommer den dårlige samvittighed og spiser mig.
Tankemylderet kan komme hvis jeg glemmer at svare en SMS, hvis jeg ikke går i bad en dag og sådan kører karrusellen.
Så jeg prøver at lære mig selv at trykke på pytknappen og komme videre, for det bliver simpelthen for langt et liv, hvis man grubler hele tiden.
Så selvom især Ana kan hindre mig i at benytte pytknappen, så er den altså et vidunderligt redskab, selvom det lyder simpelt.
Så en transportabel pytknap, ja den kan kun anbefales!