Overføler og overtænker

Jeg er det som mange kalder for sensitiv. Jeg overtænker. Og overføler. Jeg mærker rigtig meget. Sidder jeg på café med en, så bemærker og mærker jeg også alle rundt om, tænker hvad de tænker. Jeg påtager mig i høj grad andres følelser. Jeg bliver særlig påvirket af toneleje og stemning. Hvis nogen snerre en sætning, så kan jeg bruge timer på, at tænke over, hvorfor det blev sagt sådan. Om det var mig? Det er noget der er steget i takt med sygdom, helt sikkert! Men jeg har nok altid været en lidt følsom og følende sjæl, og jeg tror også at anoreksien har haft god grobund i det. og senere angsten.

Men er der noget jeg virkelig har lagt mærke til de sidste år, hvor jeg har været sygemeldt, træt og skærmet, så er det at jeg er blevet noget mere sanse – følsom. Hvis man kan sige det? Lys føles lysere, og jeg vil langt hellere have at det er lidt mørkt. Lys er eksponeringen, og jeg kan få det helt skidt ved lys. Men særligt lyd og temperatur er hårdt ramt. Før i tiden kunne jeg sagtens høre høj musik. I timer! Skråle med. Men det kan jeg ikke mere. Jeg kan ikke overskue det, og det er helt ærligt mega trist, men det er blevet til larm i mine øre. Jeg hader at det er sådan, men jeg kan bare ikke rumme det. Og sådan er det generelt med støj. Eller hvad jeg definere som støj. Bilradio, mennesker der snakker, glas der rammer hinanden, det gør decideret ondt i ørerne, og kan starte en slags angst. Temperatur er også et træls punkt. Varme kan jeg bare ikke, og igen får jeg det decideret dårligt. Men hvor andre fryser, der kan jeg kampsvede, og så får jeg hjertebanken, og angsten kører derud af. Så selvom andre ikke synes det er varmt, så kan jeg synes det er en sauna… og det kan jeg mærke at folk har meget svært ved at forstå. Og det kan jeg godt forstå. For jeg forstår det ikke selv.  jeg prøver at at reflektere over mit sygdomsforløb. Og hvad det har gjort ved mig. Og det er som om det har skærpet mine sanser, og gjort mig til en overføler. Gad vide om man kan vende det til en styrke?