Planet Anoreksi

Universet defineres som alt eksisterende. Stjerner, galakser, energier. Alt. Herunder naturligvis også planeter. Det er farligt i det ydre rum. Risiko for kollisioner, høje og lave temperature, uvished.
Jeg bor i universet, på Planet Nana. Eller det gjorde jeg. Her varetog jeg alt liv og glæde. Indtil Planet Anoreksi kom med alt trækkraft og sugede sig fast. Overtog Planet Nana. Invaderede og kontrollerede. Jeg ved ikke om det var tyngdekraften det gjorde det muligt, for alt i mit ophav burde have gjort mig stærk nok til, at kunne kæmpe i mod. Men ak nej. Planet Anoreksi lignede Planet Nana til forveksling, og det gjorde mig nok lidt bitter, at folk ikke kunne se forskellen. Forstod de ikke jeg var invaderet?
Min Planet Nana som engang var lyst og varmet op af solen, fuld af liv og blomstrede smukt, var pludselig mørk og grå i takt med mit selvhad, min egen afstraffelse og kompensation.
Hvad jeg nok ikke vidste var, at Planet Anoreksi slet ikke var en planet. Men et sort hul. Det kunne andre om mig nok godt se, men det kunne jeg ikke selv.
Hvis man ved hvad et sort hul er, så ved man at  tyngdekræften er så stort at intet undslipper. End ikke lys. Jeg var blevet suget ned i Anoreksiens sorte hul, uden lys.
Det har føltes håbløst, at skulle kæmpe sig igennem mørket, især når det er umuligt at undslippe. I det sorte hul mødte jeg anoreksiens endnu mere dæmoniske ansigt, i form af følge sygdomme, som har gjort, at jeg endnu er i det her sorte hul. Som angiveligt er umuligt at undslippe. Det er en evig kamp i mørke. Men jeg vil gøre det umulige. Jeg vil op ad det her sorte hul. Kæmpe mig ud i lyset til Planet Nana igen. For det var ikke den vej ad mælkevejen jeg havde valgt.
Jeg vil op. Op i ilt. Ud af den onde kraft, og blomstre igen.
Planet Nana skal igen have liv, og med et betydelig mindre sort hul!