Lidt skribleri

Det er stadig mørkt, da jeg vågner en tidlig morgen. Og hun er der. Hun er der lige så snart jeg slår øjnene op. Hun ligger der, med hendes indsunkne kinder, kolde ånde og sorte huller der, hvor øjnene ellers ville være. Jeg rejser mig. Står op, og håber, at hun så bliver liggende.                                                                     Jeg står foran spejlet og betragter mig selv. Og hende. Betragter hendes skeletskikkelse. Hun hvisker i mit øre, at jeg er grim. Forkert. Klam. Ulækker. Der er ingen grænser for hvilke ord, hun spytter udover hendes smalle læber. Jeg prøver at ryste det af mig. Ignorere hende. Prøver virkelig fysisk, at ryste det af mig.           Hun er der når jeg er ude blandt folk. Men det er kun mig der kan se hende. Men hun er der. Lige bag mig. River og kradser i mig, hvis jeg er ude og spise. Prøver at flå bestikket ud af mine hænder. Jeg er grådig siger hun. Fortjener ikke mad. Jeg prøver at lukke ørene, og løfter gaflen ind i munden, selvom hun river og flår.                                                               Hun er der når jeg ude blandt folk. Men de kan ikke se hende. De kender hende ikke. Hun er der når jeg prøver, at sige noget. Hun tysser på mig og ingen hører, hvad jeg siger. Jeg åbner munden igen, men hun klasker hendes benede hånd foran min mund, og griner hånligt. De gad ikke høre dig før, så hvorfor skulle de nu? Du er til grin Nana. Du er kedelig Nana. Uinteressant. Dum. Det hvisker hun mig i øret. Jeg holder mund, er stille. Jeg observere. Siger ikke noget. Jeg kan mærke hendes kolde ånde nærme sig mit øre igen. Nu er du jo bare dum Nana. Nu er du bare sær Nana. Gå Nana, de kan ikke lide dig. Du er ikke værdig. Gå. Skrid. Siger hun. Så det gør jeg…                                      Jeg sidder i min sofa. Stirrer tomt ud i luften. Hun er der. Hun siger jeg er doven. Ikke god nok. Intet er godt nok. Jeg kan ikke gøre det godt nok. Så jeg rejser mig, tager mine sko på, og åbner døren. Jeg vil ud, så jeg går, og håber hun bliver bag døren, da jeg lukker den efter den. Jeg trækker den friske luft ind og sætter igang. Retter blikket fast ligeud. Men jeg kan mærke hende. Hun er lige bag mig.                           Hun er der hele tiden. Over alt. Hun forfølger mig. Hun er der altid til at gøre mig mindre. Dummere. Grimmere. Forkert. Hun er der hele tiden. Hun er der når jeg er vågen, og hun er der når jeg sover. Selv i drømmene forfølger hun mig. Jeg får aldrig fred. Men jeg prøver at ignorere hende. Kæmpe imod hende. Vise jeg er stærkere. Hun er Ana. Hun er dårligt selskab. Hun er kun til, for at få mig til at føle mig som et uønsket møl, når jeg bare gerne vil være en smuk sommerfugl…