Søndag

Det er længe siden jeg har skrevet. Dels fordi jeg ikke har haft noget at skrive, og dels fordi jeg har haft for meget på hjertet – sært, ikke?

Jeg har stadig lidt svært ved at finde ud af, hvad dette indlæg egentlig er om. Men jeg synes jeg skyldte at fortælle lidt om, hvordan det går for tiden.

Jeg vil starte med at fortælle jeg har haft en fantastisk (!) ferie i Alsace, samt en fabelagtig tur til Legoland (Ja grin du bare, men det var så hyggeligt), som desværre endte lidt uheldigt – men det skal ikke ødelægge at turen i Legoland, var både sjov og hyggelig.

Derudover har jeg det svært. Både med hovedet og med fysikken.
Jeg synes det er svært at være på min alder, og være så begrænset i forhold til fysiske aktiviteter, samt almindelig dagligdagsting. Jeg er som en 90-årig, og det er ikke en joke eller en overdrivelse, men et faktum. Jeg har dårlige knogler, jeg bliver hurtig træt og jeg har ondt. Meget ondt. Men blandingen af at ville kunne det samme, som andre 22-årige og vide at det kan jeg fysisk ikke, det er ret svært for mig at forstå og begribe, før jeg står i situationen.
Når jeg sætter mig på hug for at finde noget på nederste hylde, og fysisk ikke kan komme op igen, fordi jeg simpelthen ikke har kræfter, og så bliver nødt til at kalde på hjælp, så slår det mig. I hovedet. Hårdt. Det er ikke normalt det her. Det er ikke for sjov. Det ER alvorligt – det er det altså.
Jeg kan ikke gå med skyggeklapper, for det er et problem hver dag.
Og det er hårdt.

Min mave er stadig et problem, og jeg kaster stadig op, og jeg har dermed tabt mig lidt – og det har absolut ikke været min intention.

Alle de fysiske problemer påvirker selvfølgelig psyken. Anoreksien har råbt højt, og lysten til et spise stop har været stort. Lysten til at føle mig tom og let, MEN det går ikke. Jeg har en teknik jeg bruger når tingene bliver ekstra svære – nemlig at gøre det modsatte af, hvad anoreksien siger jeg skal. Siger den jeg skal gå en tur, så skal jeg ikke gå en tur. Siger den jeg ikke må spise noget, så spiser jeg det. Gør det modsatte! Og det virker nogle gange, da jeg stadig for den fornemmelse af kontrol – bare på en mere hensigtsmæssig måde for mig.
Men det er svært at få konstant skældud. Konstant få kastet grimme kommentarer i hovedet. Forestil dig, at der står en og skriger dig i hovedet, og en der hvisker grimme kommentarer i dit ører konstant. Sådan føles det.. – lidt.
Jeg vil ikke tro på anoreksiens grimme ord, men jeg er svag, og jeg tror på dem. Jeg er et let offer. Men efter jeg har fået min mentor, så er jeg blevet bevidst om, at jeg ikke er mine tanker. Man er ikke sine tanker. Så når jeg tænker jeg er tyk, foragtelig og ikke fortjener mad – så er det løgn. Det er tanker. Jeg er ikke tankerne! Og jeg fortjener mad. Jeg fortjener mad ligesom alle andre gør.
Men nøj hvor er det svært at tro på, og hvor er det svært at ændre.

Jeg må acceptere at tingene tager tid. Sådan er det. Men jeg kan undre mig, og gør det ofte. Jeg ser mig selv som et rimelig fornuftigt og intelligent menneske, jeg ved en del og jeg ved godt hvad det er uhensigtsmæssigt, men hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Hvorfor?
Nok et spørgsmål uden svar.

Lidt søndags ævl herfra.