For tiden

Jeg har ville skrive dette blogindlæg de sidste par dage, men energien og kræfterne til det, de har ikke været der. Og sådan er det jo, når man er kronisksyg. Men nu fik jeg altså nosset mig sammen til at skrible lidt…

Jeg er kommet hjem fra en vidunderlig tur til Paris. Jeg ville egentlig gerne have været blevet. Eiffeltårnet, kagerne, stemningen… Det er som om, jeg bare har det bedre i Frankrig. Og derfor kan jeg konkludere at jeg er transfransk og født i det forkerte land. De eneste uheldige der skete på turen var, at jeg faldt på vej ind i metroen, og måtte en tur på en fransk skadestue. Men folk var så søde til at hjælpe, så dem der siger franskmænd er arrogante, de bør piskes med en våd selleri. Nej, det eneste fjols vi egentlig mødte, det var en dansker, som råbte af en stakkels medarbejder på en metrostation. Suk.
Desværre (og selvfølgelig med mit held) er der gået stafylokokker i sårene fra mit fald, og jeg er kommet i behandling med antibiotika. Og det er jo så godt nok.

Mandag skulle jeg ringes op af lægen fra Hvidovre, som har stået for min botox behandling. Det var et ret afgørende opkald, da der skulle endeliggøre om de vil operere eller ej. Og det viser sig, at det vil de! Det er ikke fordi botoxen har haft nogen vild effekt på mig, men da det er det sidste de kan tilbyde, så skal alt lindrende behandling tilbydes. Og jeg takker naturligvis, ja! Det var en enorm lettelse, at få den besked. Så d. 23 november kommer jeg under kniven, og får det der hedder en g-poem. Jeg kommer nok til at opleve nogle smerter, da de teknisk set laver et mavesår på mig. Men skal jeg være ærlig, så er det mest 10 dage på flydende kost der bekymrer mig. For kommer det til at koste mig kilo? Det håber jeg ikke, for det kan jeg ikke rigtig tåle. Men 3 dage inden operationen, så skal jeg starte fyldende kost. De første 3 dage efter skal jeg have meget tyndt flydende. Det skal nemt gå igennem en si. Og så flydende de resterende 4 dage. Gad vide om jeg bliver meget sulten? Man kan da næsten håbe.
Men det er altså planen for mig lige nu.

Jeg skal være ærlig at sige, st jeg rent psykisk har det rigtig skidt lige nu. Jeg er ked af det, træt og dødsangst. Og det manifester sig ved, at jeg er enormt bange for at gå glip af noget. At det lige pludselig er for sent for mig, at opleve nogle af de ting, som jeg gerne vil. Det er hårdt. Men jeg regner da med, at det nok skal vende!