Det socialespil

Det her emne, er for mig, lidt ømt at komme ind på. Nok fordi jeg i bund og grund synes, at det er lidt pinligt?

Jeg svømmer ikke i venner. Det kan man hurtig slå fast. Jeg har én rigtig god veninde, som tilgengæld gør det op for dem, som jeg ikke har. Og det er jeg så taknemlig for.

Jeg har efterhånden været sygemeldt en del år, og har være meget isoleret, og meget mig selv. Og også efter eget ønske, på en måde. Altså jeg har gerne ville være social, men har simpelthen ikke haft overskuddet til det. Og så forsvinder folk. Og det er godt nok ikke særlig mærkeligt, når man nu ikke har plejet venskabet. Men jeg kan mærke, når jeg endelig er ude, at jeg ikke rigtig forstår det sociale spil? Jeg har nok været ude af det for længe, og det bliver sværere at læse folks signaler. Og så begynder mit tankemylder, og jeg får lyst til at opgive. For hvem gider dog være sammen med mig?

Jeg ved ikke hvordan folk opfatter mig. Er jeg venlig? Sød? Arrogant? Påståelig? Jeg ved det ikke. For jeg forstår ikke rigtig spillet. Hvad er okay at sige? Hvad er underligt? Nogle gange snakker jeg bare løs, fordi jeg frygter stilheden. Andre gange – oftest – observere jeg. Jeg synes det er pinligt, at være 24 og ikke kunne agere i sociale sammenhæng. Ikke at kunne skabe venskaber. Jeg er så bange for at skræmme folk væk, men også bange for at blive glemt. Det er måske lidt skørt, men jeg føler at jeg har brug for at blive bekræftet i at jeg er rar nok at være sammen med. Hvis jeg er det. Og jeg har brug for at blive spurgt. Blive spurgt om jeg vil ses og hvad jeg laver. Men det tænker jeg er meget normalt. Hmm… men jeg ved det ikke?