Dør jeg af det?

Jeg har flere gang læst en artikel. En artikel om et studie, som handler om kombinationen af anoreksi og diabetes. I studiet – som i øvrigt er foretaget på OUH, hvor jeg er i behandling – observerer man 13 piger med anoreksi og diabetes i 20 år. Da de 20 år er gået, da er de alle døde. Studiet viser at sandsynligheden for, at en pige med anoreksi og diabetes dør inden for 10 år er på 30 %, og at en pige med anoreksi, men uden diabetes, dør inden for 10 år er på 5 %.
Studiet er selvfølgelig så småt, at man ikke rigtig kan konkludere noget, andet end, at anoreksi og diabetes ER en farlig cocktail. Det har jeg vidst også nævnt flere gange her på bloggen?

Jeg ved i forvejen, at anoreksi er den mest dødelige psykiske sygdom, og at under 50 % bliver raske. Jeg ved det. Det er fakta. Det skræmmer mig. Det skræmmer mig så også, at jeg oven i anoreksien har diabetes, som gør mine odds dårligere, hvis man kan sætte det sådan op?
Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg vender tilbage til den artikel? Jeg har læst den mange gange. Forfra og bagfra. Måske er det for at skræmme mig selv? Jeg ved det ikke. Men jeg vender tilbage til den, skræmmer mig selv, men vender så også tilbage til anoreksien?
Jeg forstår det ikke.

Jeg sårer min familie og mig selv, når jeg gang på gang skader mig selv, vender tilbage til anoreksien og har onde fysiske symptomer.

Jeg prøver at forklare hvad der driver mig til det, prøver at forklare hvad anoreksien giver mig, og hvorfor jeg ikke ser den udelukkende som en dæmon, som pårørende og ude stående gør. Jeg ved ikke hvordan jeg kan forklare, hvorfor anoreksien også er min ven, mit sikkerhedsnet og en tryghed, på trods af den potentielt kan være fatal og gør mig bange. Men jeg er også bange for ikke at have den.
Men er jeg helt uden fra række vide? Kan ingen nå mig? Jeg synes nogle gange jeg er helt alene i verden. I hvert fald på den måde, at ingen rigtig forstår mig.
jeg ville nogle gange ønske jeg havde et åbent benbrud, for så ville det være meget nemmere for andre at forstå, fordi de ville kunne se problemet, og fordi fysisk smerte er meget nemmere at forklare, forstå og forholde sig til. Men når ens psyke er knækket og den gør ondt, så er det meget sværere.

Og når mine bekymringer om døden dukker op, så ved jeg faktisk ikke hvem jeg skal vende snuden hen til. Jeg bliver nemlig altid mødt med ”Man kan godt blive rask!” og ”Du klarer den”. Og det håber jeg da inderligt også jeg gør! Men det er jo en helt reel risiko. Jeg leger med døden. Og nogle gange, så har jeg bare brug for at være bange for, at jeg dør af det, uden opmuntrende kommentarer. Det kan være svært at forstå og garanteret også svært for andre at acceptere, at jeg indimellem ikke har brug for opmuntrende ord, men bare har brug for at sige: ” Jeg er pisse fucking bange for at anoreksien vinder ”. Og det er nok også derfor jeg ikke har taget emnet op tidligere. Jeg er simpelthen for bange for, at såre nogle.

Jeg hører ofte folk sige: ” Jeg vil ikke blive gammel”. Men det vil jeg gerne, fordi jeg ikke bryder mig om alternativet. Jeg ved godt, at det ikke er det folk mener, når de siger, at de ikke vil være gamle.
Men jeg hører nok alligevel ordene lidt anderledes, fordi jeg så gerne vil blive gammel. Jeg vil leve mit liv.
Og alligevel så leger jeg døden. Jeg forstår det ikke.