Et par hårde dage

Jeg vil starte med, at håbe at dig der læser med, har haft en god juleaften. Fyldt med hygge, nærvær, for meget konfekt og gavepapir over det hele. Og alt hvad der eller hører med. Du nyder sikkert juledagene og skal måske til julefrokost. Eller har været. Dejligt.

Jeg havde en dejlig juleaften. Hyggelig, med mennesker jeg elsker, krydret med lidt kaos. Sådan er det når man er 8 voksne og 3 glade børn, i en alt for lille stue.

Men jeg skal indrømme at juledagene har været hårde. Det startede fredag, hvor jeg var meget svimmel. Jeg måtte låne min fars sofa, da håndværkerne her hjemme havde lukket for vandet, og jeg var ikke lige parat til at være ude hele dagen. Så jeg sov egentlig ret meget af dagen og var faktisk ret overbevist om, at jeg nok skulle få det bedre til dagen efter. Men nej.
Jeg vågnede meget tidligt d. 23 og ville ud i vores køkken, fordi jeg ville have noget vand. Og så sortnede det.
Og bang, så lå jeg på vores spisestuegulv. Min mor hørte tumulten (og mig der tudede), kom løbende og hjalp mig op. Jeg var besvimet. Jeg husker ikke så meget, men jeg havde det virkelig dårligt, og min mor fik kaldt efter en ambulance, som kørte mig på akutmodtagelsen i Kolding. Da jeg ankom fik jeg kastet voldsomt op og var svært svimmel. Det var simpelthen så ækelt. De fik undersøgt mit hjerte (det er rutine, når man er kollapset) og de fik taget lidt blodprøver. Et par timer efter kunne jeg blive udskrevet. Det var heldigvis ikke mere dramatisk end, at jeg nok er lidt afkræftet af ikke at få nok mad og drikke, så blandet med lidt lavt blodtryk.
Så vi fik ordnet det sidste julehandel derefter, mig iklædt i sygehustøj og sygehustæppe om mig, da jeg var kommet afsted uden jakke osv. Min mor syntes jeg lignede en hjemløs. Og der var da også et par stirrende blikke fra de andre julehandlende. Forståeligt nok. Jeg havde nok også gloet hvis der kom et lille forpjusket væsen, helt skummemælsk farvet, i “hvidt-så-man-næsten-får-ondt-i-øjnene” farvet tøj, trissende forbi med en indkøbsvogn. Mindre svimmel var jeg d. 24, men her den 25 og 26 har jeg igen været svimmel, og så ret smerteplaget. Det er virkelig hårdt. Og bare slet ikke sjovt. Jeg føler mig virkelig mærket af sygdom, til trods for nok at være det sidste menneske i Danmark der ingen hoste har haft. Men det er jo en anden slags sygdom. Føj. Jeg håber inderligt på nogle lidt bedre dage snart, for lige om hjørnet har jeg en nytårstur til Harzen med min mor. Og det glæder jeg mig SÅ meget til.
det bliver roligt, afslappet og uforpligtende.

Til slut vil jeg ønske dig – dig som læser med – en glædelig jul.