Jeg er sur, træt og taknemmelig

Jeg er træt. Virkelig, virkelig træt. Ikke kun fysisk træt, fordi jeg ikke sover. overhovedet. Men også bare træt. Træt af corona, træt af verden, træt af at jeg ikke har hverken overskud eller energi til de ting jeg gerne vil. Træt af livet. Træt af at være fucking træt.
Jeg er så ramt af urimelighedsfølelsen for tiden. Jeg synes det hele er unfair. Jeg er så bundulykkelig over min mave, ulykkelig over ofte at skulle stå med hovedet nede i kummen, fordi jeg får så voldsom kvalme. Ulykkelig over ikke at kunne kontrollere den. Ulykkelig over at den gør så forbandet ondt.
Urimeligt at angst og ana har sneget sig ind på mig, og overtaget alt, alt for meget. Unfair at mine indre dæmoner kan styre mine tanker i sådan en grad. Urimeligt at min diabetes er svær at styre, grundet maven. Sur over jeg får det fysisk dårligt hver gang jeg spiser, som om jeg får noget, som jeg ikke kan tåle. Og det gør det ikke nemmere at spise, når det både er svært psykisk og fysisk. Træt af dumme levertal. Irriteret over at have mega ondt i min krop. Hele tiden. Irriteret over at blive irriteret. Sur over at blive en, som jeg hverken kan lide eller genkende. Unfair. Urimeligt!

Men når jeg så er der. I mit spindelvæv af urimelighed, så rammer noget helt andet mig. Ydmyghed og taknemmelighed. Taknemmelig for at jeg er blevet færdig vaccineret, og skænker dem, som ikke er lige så heldige en tanke. For der er jo andre som mig, som har brug for den, som ikke har fået den. endnu.
Taknemmelig over at bo i et land, hvor jeg er blevet bevilliget en førtidspension, som giver mig økonomisk stabilitet og tryghed, og gør at jeg kan have min egen lejlighed, og på den måde være et selvstændigt individ. Glad for, at der er et sundhedsvæsen som har læger, som ihærdigt prøver at hjælpe mig. Og et sundhedsvæsen med omsorgsfulde sygeplejerske der tager sig af en, når man har brug for det. Laboranter der tager mine blodprøver, så der kan blive holdt øje med mig. Og så mange andre vigtige frontpersoner i det offentlige, som bare gør det lidt lettere at være mig. Og faktisk holder mig i live. Tak.
Lykkelig over at jeg kan få min insulin, creon osv.
Taknemmelig for at have en familie fuld af forståelse og kærlighed, som elsker mig når jeg ikke kan elske mig selv. Familie der vil passe på mig, og som jeg vil passe på.
Og det skal jeg virkelig huske. Når jeg er der. Der i min rus af urimelighed og sorte tanker. Når verden er dum. Og alting ikke går min vej. Så skal jeg lige huske på det. Huske at der er SÅ meget at være glad for!

Men når det er sagt, så vil jeg gerne lige slå fast, at jeg virkelig er træt. Sådan virkelig, virkelig træt! Og det tror jeg nedenstående billede kan bekræfte.

Jeg fandt en nål til min insulinpen i køleskabet. Men det er ikke toppen af min træthed. Da jeg et par timer senere åbnede køleskabet, der lå nålen der stadig. Jeg nåede at glemme den. Og tog jeg den så ud nu? Nej. Det var for uoverskueligt. Jeg var for træt. Haha,