Statusmøde

Jeg er træt. Helt igennem og ind til benet træt. Og udmattet. Jeg er drænet og tappet af energi.

I tirsdags var jeg til status møde ved lokal psykiatrien i Odense. Et møde mine forældre, min mentor, min sagsbehandler og en social rådgiver deltog i. Et møde der skulle holdes for    at orientere om min helbredssituation. Både den fysiske og den psykiske del. Så alle i min “sag” blev indforstået med min status og hvad der kan forventes af mig. Min situation er ikke god. Det ved jeg. Den er alvorlig. Det ved jeg. Men når de ord bliver sagt fra en andens, ovenikøbet en fagperson, mund, så er det som om ordene får en anden lyd. De rammer hårdere, fordi det er meget nemmere at bilde mig selv ind, at jeg bare overdriver, at der slet ikke er så slemt, når det kommer fra mig selv. Så jeg synes at det ramte, og måske hårdere end jeg havde regnet med? For jeg er alvorligt syg. Det er jeg. Og når en social rådgiver siger, at man må indse at jeg er meget langtidssyg eller måske varigt syg, så gør det altså ondt, og virkeligheden slår til. På den anden side, så er det rart at vide, at det jo ikke er ren indbildning… Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med, hvad der blev sagt, men det skulle i hvertfald sloges fast, at der ikke kan forventes ret meget af mig i forhold til kommunen. Det er egentlig ikke noget der har bekymret mig, fordi både min mentor og sagsbehandler er forstående, dygtige, søde, kompetente RIGTIGE mennesker! Så de er enormt støttende og forstående. Det er godt For jeg kan ikke leve efter en diskurs der dikterer, at jeg har mest værdi, hvis jeg agere efter en form der er målbar. Jeg kan helt simpelt ikke leve op til de ting, som der forventes af en almindelig og velfungerende person – fordi jeg ikke er velfungerende. Jeg er glad for den forståelse og den støtte som kommunen møder mig med, da den giver mig mere ro, og dermed ro til at fokusere på helbredet. Jeg vil egentlig ikke fortælle så meget mere, andet end at mødet gik rigtig fint, men det har bestemt også givet stof til eftertanke. Mødet her var også min afslutning fra lokal psykiatrien i Odense, og jeg er blevet henvist til lokal psykiatrien i Vejle, men mere om det i et andet indlæg.

Så jeg er træt. Udmattet og træt. Træt af helbredet. Træt af sygehus. Træt af behandling. Bare træt.