Når begrænsninger motiverer

Nogle gange tænker jeg, at det ville være nemt. Frygtelig nemt bare at lade være. Lade være med at spise, lade være med at kæmpe, og bare lade timer og dage flyde forbi i et væk. Det ville være nemt. Nemt bare at smide alt det, som jeg kæmper for, på jorden, trampe på det og glemme det. Ikke at skulle spekulere på alle Anas lede ord, fordi jeg bare føjede hende. Men konsekvensen ville være frygtelig, og det er nok derfor, at selv på de sorteste dage, så er der altid en spinkel tråd jeg kan holde ved. Fordi jeg synes konsekvensen af, at føje Ana er frygtelig. Det vidner nemlig om, at jeg vil leve.

Motivation til at blive ved, den kan være svær at finde. Men er der noget jeg har lært om mig selv, så er det, at alle de begrænsninger Ana sætter, de motiverer mig. Både det fysiske begrænsninger og de psykiske begrænsninger.
Jeg mærker det særligt når mit idekartotek er fyldt til bristepunktet, og jeg sætter næsen op efter at male, men mærker at jeg ikke har noget psykisk overskud til det.
Jeg mærker det når jeg ser billeder af folk der rider, klatre og løber, og det så går op for mig, at det kan jeg ikke.
Det mærkes på kroppen, når jeg presser mig selv til det yderste fordi der er noget jeg vil, men at jeg så ikke kan nyde det. Det mærkes når jeg inviteres til noget, men mine socialeangst sætter en stopper for det. Det er hårdt. Det er fandme benhårdt!
Men det er virkelig også noget der motivere mig, og sætter tankerne igang. Jeg vil opleve, nyde og leve.
Så min største motivation det er mine begrænsninger!

God søndag til jer derude, jeg håber i kan holde varmen…