Livstørst

Jeg er 23 år. Jeg bliver 24 år til sommer. Jeg burde være på mit smukkeste. Stærkeste. Friskeste. Modigste. Jeg burde nu have mest tørst på livet. Men der er jeg bare ikke. Slet ikke…

jeg føler at jeg falmer. Visner væk. En plante der mangler vand og sol. Eller en lille krog i stuen, som trænger til at blive støvet af. Men som er blevet glemt. Jeg føler mig som et revnet glas og som en tung, grå sky. Jeg føler mig helt ærligt, som et knust hjerte.

Hvad er jeg god til? Hvad vil jeg med livet? Hvem vil nogensinde elske mig? Hvor er jeg på vej hen? Hvem ville nogensinde acceptere mig og mine mangler. Mine fejl og min virkelighed, når jeg ikke selv kan?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om nogen overhovedet ville kunne have lyst til at elske mig. For hvem bliver forelsket i en der egentlig ikke rigtig er der. En der har det som mig. Ser ud som mig. Sygdom er frastødende, og jeg forstår, uden at blinke, hvorfor man ville afvise mig.

Jeg er fyldt med dårlig samvittighed. Overfor min familie. Og dårlig samvittighed over nogle af mine handlinger, når jeg afviser ting, fordi jeg er begrænset og vælger egoistisk. Jeg har dårlig samvittighed over for Ana, som jeg ikke kan og vil føje, og hun råber. Og falder jeg i, og bukker under for Ana, så har jeg dårlig samvittighed overfor min “recovery”.

Jeg føler mig grim. Snusket. Beskidt. Stor.

Det er som om, at jeg fejler i alt. Det gør mig angst. Det er ikke godt nok, råber tankerne. Fuck.

Jeg kan ikke finde livsglæden og tørsten. Og jeg leder ellers. Længe. Leder under sengen, i skabet, i rodeskuffen og under aviserne. Men jeg kan ikke finde det lige nu. Fuck.

Jeg skal nok lede i mig selv…

jeg vil så gerne. Jeg vil så gerne live op. Leve. Tørste efter livet. Men jeg bliver holdt tilbage. Af angst og Ana. Angst og Ana som har visket al min selvværd væk.

Jeg bliver vred. Vred over mine begrænsninger. Men den vrede, den tror jeg er god. Den vrede tror jeg, at jeg kan vende til noget positivt.