om ro og uro

Jeg har været så urolig. Urolig for, om jeg nu endte i den rigtige gruppe i forhold til Covid vaccine. Jeg går på mange forskellige afdelinger, og jeg har været rigtig bange for, at det ville gøre at jeg ”faldte mellem to stole”.
Jeg har kunne læse mig frem til, at jeg skulle høre under gruppe 5, da jeg opfylder flere kriterier (Hvis man kan sige det?). Jeg har dårlig reguleret diabetes (Det er ikke nok bare at være diabetiker), jeg er under ernæret, jeg har maveproblemer, lever problematik osv.
Jeg kontaktede derfor både egen læge og afdelinger for at kunne få ro i sindet, men ingen kunne fortælle mig noget.
Så jeg kan godt fortælle jer, at det var lykkens dag da jeg i tirsdags vågnede om til beskeden om, at jeg nu kunne bestille tid til vaccine.
Jeg fik første stik i fredags, og har fået Pfizer, og sikke en lettelse. Jeg ved godt, at det selvfølgelig ikke fjerner Corona og jeg nu er i helle, men hold nu op en sten der er faldet fra mine skuldrer! Så mangler jeg bare sidste stik, og det glæder jeg mig faktisk også til.

Ellers synes jeg at der er lidt kamp for tiden. Jeg har det fysisk værre, og det går mig rigtig meget på. Jeg føler mig hjælpeløs og ude af stand til at gøre noget. Jeg føler mig ikke ”connected” til min krop. Den føltes ikke som min, men som et fremmede legeme, som bare er til gene. Jeg skal heldigvis snakke med en af mine læger i morgen (Wow, det lyder som om jeg har et helt team bag mig?), og forhåbentlig kan der sættes noget nyt i gang, for det her er uholdbart og uudholdeligt.
Det er også en kamp i hovedet. Det er som om anoretiske tanker er blusset gevaldigt op, og Ana har også taget angsten i hånden, som gladeligt deltager i løjerne. Det er virkelig hårdt, og absolut ikke nemt. Jeg er flittig bruger af at skrive til min mor, for ofte har jeg brug for, at få ”lov” til at spise af en anden end mig selv. Ana skælder og smælder, og angsten sætter gang i en masse tankemylder og hjertebanken, og alt det samtidig med, at jeg skammer mig over at være en voksen, som ikke kan finde ud af at fodrer mig selv som en normal.
Og så nager samvittigheden. Både over at spise, over hvad jeg spiser og hvor meget, over at være til besvær for andre, over at være mig og over at lade sådan noget forpulet sygdom påvirke andres liv.