Jeg føler mig udbrændt

Som overskriften jo fortæller, så føler jeg mig udbrændt. Træt. Og træt af at være træt. Jeg orker ikke mere sygdom, og lægebesøg og sygehusbesøg står mig langt ud af halsen.
Jeg ville ønske – sådan helt inderligt – at jeg kunne tage en fridag. Fra sygdom og plejen af det.
Bare en dag. En dag uden blodsukkermålinger, ketonmålinger, udregning af kulhydrater og given af insulin. Alt imens jeg ved, at hvad 2+2 giver den ene dag, det gør det ikke den anden. En dag uden piller der skal huskes og sluges. Uden støttestrømper og plejen af sår. Sår i flertal.
Uden at skulle kæmpe med tanker. Uden at skulle døje med smerter og ubehag, og flere piller derefter.                                                           En dag uden alle de begrænsninger, som min svage fysik sætter.
Bare en dag hvor jeg ikke skulle spekulere på opkastninger og mavebøvl.
Ikke at skulle tænke på om der nu er gået to måneder siden man sidst fik en D-vitamin indsprøjtning. Om svimmelheden mon skyldes blodprocenten og jern, og man måske skal have en transfusion mere. Eller og svimmelheden skyldes, om man nu har drukket nok. Fik jeg egentlig drukket til frokost? Ikke lige at skulle huske at smøre benene ind i creme, fordi den væske der ophober sig, den ødelægger min hud. Og huskede jeg egentlig at tage min vanddrivende pille i morges? En dag, hvor jeg ikke behøver at gå i seng på to muskelafslappende, fordi ellers er der ingen ro i kroppen. Og ikke have et ønske om, at de også hjalp på uroen i hovedet. Eller at morfin også kunne tage smerten i hjertet. Bare en dag, hvor man ikke behøvede at træffe fornuftige beslutninger hele tiden.

Men når man er kronisk syg, så findes der ikke en fridag. Man kan aldrig “bare” give slip. Og det frustrere mig de her dage. Jeg føler mig begrænset og udbrændt. Og en lille smule snydt for livet…