Om at være et tal

Jeg føler mig på mange måder som et tal. Eller faktisk mange tal. Og jeg hader matematik, og er i øvrigt også mega dårlig til det! Med mindre der kommer til at regne kalorier ud, for så er jeg freaking Stephen Hawking, som kan løse de vildeste formler. Det er en bivirkning af at have en spiseforstyrrelse. Så ved man pludselig hvor mange kalorier der er i spidsen af en banan. Tal.

Men jeg føler mig som et tal. Jeg bliver målt og vejet i tal. BMI. Levertal, nyretal, væsketal. Blodsukker, ketontal og langtidsblodsukker. En skala fra 1 – 10 hvor ondt har du? Hvilket årstal fik du dit og dat? Dødelighed i procenter. Hvor mange gram kulhydrat? Tal, tal og tal. Blodtryk og puls. I tal. Jeg føler mig som et tal. Og jeg føler mig set som et tal, og ikke et menneske.
Jeg føler at min livssituation jævnligt bliver vurderet af andre, på baggrund af tal. Eller det er vel egentlig ikke noget jeg føler, for den bliver vurderet på baggrund af tal. Og det kan føles uendelig hårdt, særligt fordi jeg synes der er andre faktorer der spiller ind.

Jeg føler det er så urimeligt. Især fordi jeg stadig ikke har fået løsningen. Jeg føler mig som den vildeste ligning, som end ikke er blevet løst. Og når de kloge hoveder når et lille stykke i min livsligning, så dukker der endnu en ukendt op.
Jeg er på mange måder en XY akse, hvor X er alder, som stiger. Og Y er fremskridt, som står stille. Min XY akse er alt andet en lineær.

Jeg hader matematik. Og jeg hader tal. Og derfor kan det indimellem føltes som et meget langt mareridt, af en matematik leksion. SUK.