Et pip

Jeg har ikke rigtig fået skrevet på det sidste, og det skyldes egentlig manglende overskud, samt en følelse af ikke at have noget på hjerte, der var værd at dele.
Det synes jeg egentlig stadig ikke, der er – god start på et indlæg, right?
Men det skyldes nok, at jeg er inde i en rigtig træls periode, så jeg tænkte det var på tide, at sætte sig lidt ved tastaturet igen.

Jeg er som sagt inde i en rigtig træls periode. Både rent fysisk, men også psykisk. Og begge dele efterlader mig så energiforladt. Jeg har mange smerter, kvalme og døjer med svimmelhed – som for et par uger siden var skyld i en tur på kold asfalt, og et par spildte timer på skadestuen, men det er en anden historie. Jeg er meget generet af det, men de fysiske symptomer er langt nemmere at forholde sig til, end de psykiske.
Jeg er meget sårbar, og jeg prøver at lære mig selv, at sårbar ikke er lig med svag. For jeg vil for alt i verden ikke fremstå svag, for hvem har lyst til det? Men sårbar er jeg. Og jeg prøver at acceptere at jeg er sårbar og se forskellen. For det kan jeg godt se ved andre. Men ikke ved mig selv.
Og når jeg ikke forholder mig til min sårbarhed, og gør ting, som jeg selv finder grænseoverskridende, eller gør noget min moral er imod, som f.eks. at deltage i et arrangement med mange mennesker, eller ikke at spise økologisk kød, selvom jeg ved dyrene ikke har det godt… så er det som om filmen knækker. Min psyke kan ikke holde til det, og jeg bliver vred, ked af det, frustreret, eller gør jeg? Jeg kan faktisk ikke forklare, hvad det er jeg føler. Og samtidig med alle disse følelse raser rundt, så føler jeg mig tom.
Når jeg ikke forholder mig til min sårbarhed, så føler jeg mig syg, og jeg bliver syg.
Min sårbarhed er mit kompas der viser mig, om jeg er i overensstemmelse med mig selv. Og rigtig ofte, så træder jeg ud af mig selv, ser ikke min sårbarhed som min ven og filmen knækker. Jeg gør det gang på gang. Men, jeg føler, at jeg er i en verden, hvor sårbarhed bliver betragtet som, at være svag.  Og så overbeviser en tankestrøm mig om, at jeg er svag. Og måske også mindre værd? Dum. På tværs. Til besvær. Egentlig ikke rigtig god til noget.
Og derfor har det gået mig endnu mere på, at jeg ikke har skrevet på bloggen, for det er her jeg synes jeg er nogenlunde til noget. Så følelsen af ikke, at kunne levere her, den har fyldt ret meget.
Men nu tager jeg hul på det. Og skriver. Selvom det måske ikke giver mening.

Kan i have en dejlig – sandsynligvis hvid og kold – dag!