Så det gik ikke efter planen

Jeg blev fredag d. 20 udskrevet fra OUH, blot få dage efter jeg blev indlagt. Og man skulle tro det var fordi at tingene gik som det skulle. Kørte som smurt, men ak nej. Det hele gik i kage, kørte cirka lige så godt som en Yugo GV og var et slemt tilfælde af for mange kokke fordærver maden.
For sikke en omgang.
Jeg blev indlagt med en ret klar plan fra min kontakt læge om, at jeg skulle indlægges og de første dage kostregistreres, have ernæring via almindelig drop, blive oplært i CVK og så i starten af ugen efter, have lagt et CVK og starte parenteral ernæring. Men nej.
Der var rigtig mange læger, som havde rigtig mange meninger om hvad der skulle ske. Der blev snakkede nasalsonde, til trods for AUH (som er eksperter i gastroparese, som er et af mine problemer) ikke kunne forestille sig man ville anbefale det, da det på ingen måde ville give mening eller var forsvarligt, da jeg kaster op. En nasalsonde går ned i mavesækken, dvs. at næringen ville ende i min mavesæk, ligesom når jeg spiser, og derfor bare vil blive kastet op, og der er noget uforsvarligt i, at ligge sådan en sonde på en som kaster op, da sonden vil komme med op.
Det fik jeg da heldigvis sagt, at jeg absolut IKKE er interesseret i.
Derudover har jeg aldrig fået så mange forskellige informationer, ideer og forklaringer. Og når man sidder der helt mutters alene, angst og uden pårørende eller andre til at hjælpe med at tale ens sag, så er det nok det forkerte tidspunkt at give så mange informationer i vidt forskellige retninger på. Jeg tror aldrig jeg har været så forvirret og ked af det. Oven i hatten blev der brugt skræmmeretorik, som strittede i mod det min kontaktlæge havde fortalt mig, og jeg blev, som diabetiker, opfordret til at drikke en masser sukkerdrikke, for jeg kan jo ”bare” tage mere insulin. Så nemt er det altså ikke lige!
Hele indlæggelsen var generelt bare en rigtig skidt oplevelse, som gjorde skidt værre. Jeg følte mig til besvær og som om jeg skulle undskylde at være på afdelingen. Så jeg holdte mig så vidt muligt for mig selv, og fik egentlig aldrig sagt når jeg havde det skidt eller kastede op. Min appetit blev bare endnu mindre og jeg var bare nedtrykt over hele oplevelsen. Det som skulle give mig kræfter og energi, blev opslidende og tog mere. Oven i hatten mente en af lægerne ikke at jeg skulle have ekstra næring i drop, selvom jeg blev indlagt med en ”kampvægt” på sølle 40 kg og spiste cirka 1/4 del af det ordinerede af en diætist… Øv. Så jeg blev udskrevet træt og ked af det, og nu uden plan eller CVK.
Så nu er jeg hjemme, uden appetit, med kvalme og smerter, og prøver at kæmpe næring i mig, og har først en ambulant tid om 14 dage, og jeg aner ikke hvad der skal ske? Jeg fik jo ikke den hjælp jeg skulle, så får jeg den nu? Eller er det en by i Rusland? Det er så angstprovokerende at rende rundt i denne uvidenhed og i en følelse af ikke at blive taget alvorligt. Det er skræmmende, fordi jeg kan mærke min krop skriger og smerter. Jeg kan se på mine blodprøver, at de går skævt. Suk altså…